En læsning af Jeffrey Kripal’s Authors of the Impossible: The Paranormal and the Sacred, Chicago and London: The University of Chicago Press, 2011 [2010].

En særpræget bog

Jeg har et stykke tid haft et godt øje til den amerikanske religionshistoriker Jeffrey Kripal, der er ansat på Rice University i USA. Første gang jeg lagde mærke til ham var, så vidt jeg husker i en af de mange UFO-dokumentarer, der er dukket op i kølvandet på “afsløringen” af et hemmeligt, amerikansk UFO-(eller UAP-)program i Pentagon i 2017. Udslagsgivende for, at jeg faktisk besluttede at læse ham, var nok Frederik Dirks Gottliebs bog UFO-mysteriet, hvor han er sat på litteraturlisten. 

Det tog lidt tid at finde frem til en bog, hvor han faktisk skriver om UFOer, eftersom “UFO” ikke figurerer i titlen på nogen af dem. Valget faldt på Authors of the Impossible: The Paranormal and the Sacred, udgivet i 2010. Det viste sig at være et godt valg. Det er en særpræget bog, på mange måder interessant og både forvirrende og grænseoverskridende. Og så spiller UFOerne en ganske stor rolle i den. Men inden jeg går i detaljer vil et overordnet signalement af bogen nok være på sin plads. 

Det umuliges forfattere

Det grundlæggende ærinde Kripal er ude i, er at genintroducere det paranormale (esoteriske, okkulte) i den akademisk-videnskabelige diskurs som noget reelt eksisterende man skal tage alvorligt og undersøge. Dette gør han via fire forfattere – alle “authors of the impossible”, på dansk noget i retning af “det umuliges forfattere” – som alle enten er mere eller mindre glemte, eller lever et liv uden for de akademisk respektable zoner. Forfatterne er: Frederic Meyers (1843-1901), der grundlagde London Society for Psychical Research, Charles Fort (1874-1932), forfatter til flere bøger om det paranormale, Jacques Vallée (f. 1939), forfatter til en lang række UFO-bøger, og Bertrand Méheust (f. 1947), der ud fra en slags sociologisk synsvinkel har skrevet flere bøger om UFOer og det paranormale. 

“What if there are patterns and plots in our lives that simply cannot be read and understood from a normal sense-based perspective? And what if paranormal experiences […] are a kind of signal from or refraction of this other dimension of time and space into the brain and its box?” (p. 4)

Selvom Kripal flere steder bedyrer, at han ikke ved, hvad der ligger bag paranormale fænomener, eller hverken taler for eller imod deres faktiske eksistens, er der dog alligevel til dels tale om en form for akademisk rehabilitering af de fire forfattere, eller forskere, om man vil, og deres emnekreds. Den overordnede ide synes at være, at man skyllede barnet ud med badevandet, da man udelukkede forskningen i det paranormale fra det gode, akademiske selskab. Kripal erkender blankt, at der altid har været snyd og fusk med i fx 1700-tallets mesmerisme og i de spiritiske seancer, der florerede fra omkring midten af 1800-hundredetallet og frem til 1920erne. Det var derfor ikke uden grund, at en rationel-scientistisk diskurs tog over og udelukkede det paranormale fra det gode selskab. Men “barnet” der blev skyllet ud var selvfølgelig de reelle paranormale fænomener, som stædigt dukker op i menneskers oplevelser.

Forbandet data

Charles Fort opererede for eksempel med begrebet “data of the damned”; dvs. alle de fakta, som pegede på det paranormale, men som videnskaben endte med at lade hånt op – hvorfor disse “fakta” måtte leve en “forbandet” tilværelse på randen af den etablerede, akademisk-videnskabelige viden. Fort indsamlende et gigantiske kildemateriale til det paranormale i et sindrigt og omfangsrigt skotøjsæskesystem i sin lejlighed i New York. Disse “fakta” stammede fra alverdens aviser og tidsskrifter og bestod af historier om allehånde uforklarlige og mærkelige hændelser, så som folk der kunne tænde ild til ting ved bare at se på dem.

Fort skrev bøger hvor han fremstillede disse historier og forsøgte at udtænke en eller anden form for teori, der kunne rumme alle disse højst mærkværdige hændelser. Han gjorde oprør mod den gængse skelnen mellem fantasi og virkelighed (allerede her aner man hvorfor Fort ikke er videnskabeligt spiselig) og mente, at mennesket optræder i en bog, skrevet af ukendte kræfter, at det paranormale så at sige skriver os, og at vores virkelighed muligvis er en form for cinematisk projektion fra en udenjordisk bevidsthed. Fort døde i 1932, men havde da allerede introduceret ideen om, at Jorden bliver besøgt at rumskibe fra andre planeter og at de muligvis manipulerer med vores bevidsthed. 

Det todelte menneske

Ifølge Kripal insisterede Fort vedholdende på, at det var umuligt at sige noget definitivt om det “paranormale”, fordi det radikalt viger uden om de kategorier, vi er i stand til at tænke igennem. Det betød også, at hverken religion eller videnskab er gyldige forklaringsrammer. Allerede her støder vi på det, der også er Kripals egen kongstanke: I forhold til det paranormale står vi over for en form for data, der stammer fra et transcendent sted, som vi derfor ikke har direkte adgang til, og derfor heller ikke er i stand til at sige noget definitivt om. Men det er ikke ensbetydende med, at det ikke “findes”. Denne position er latent hos Meyers, og kan aflæses i forskellige variationer hos både Fort, Vallée og Méheust. Og det er denne position, som Kripal til sidst i bogen også vedkender sig. 

Så i stedet for at referere flere eksempler hos de fire forfattere af det umulige, vil jeg i det følgende prøve at gøre rede for Kripals position. Og lad mig sige med det samme, at det ikke er helt let. Men den går nogenlunde sådan her: Virkeligheden er større og mere ind vi som mennesker typisk tror. Vores bevidsthed er konditioneret af den kultur og tid, samt det sprog, vi bebor, og bevidstheden filtrerer virkeligheden, så den kun når frem til os “stykkevist og delt”. Samtidig er mennesket todelt på en måde, der svarer omtrent til de kognitive områder for henholdsvis højre og venstre hjernehalvdel, hvor den venstre tager sig af alt det, der kan vejes og måles; eller måske rettere, den venstre hjernehalvdel måler og vejer alt, tænker i lineær tid, analyserer, opsplitter, etc. Den højre derimod tænker intuitivt og holistisk, og er i nærmere kontakt med tilværelsens paranormale – og hellige, kan vi tilføje – områder – for en overordnet ide i bogen er, at det hellige og paranormale en næsten synonyme. 

Skrevet af en fremmed intelligens

Men det er mere indviklet end som så. For selvom vi måske med den højre hjernehalvdel modtager mere på tilværelsens “dybere” kanaler – så er det stadig en del af hjernen og dermed et filter. Vi modtager det paranormale/hellige i form af symboler, drømme, og – og her bliver det virkelig sært – selve de paranormale hændelser er ikke entydigt virkelige hændelser; snarere er de det, Kripal kalder “hermeneutiske begivenheder”. Virkeligheden er en fiktion, en historie, eller en roman, og vi er figurer i romanen; i den forstand bliver vi skrevet (og bliver muligvis skrevet af en form for fremmed intelligens; jo, jo, den er go’ nok); og det vil også sige, at det paranormale skriver os (og omvendt skriver så umulighedens forfattere det paranormale). 

At opleve det paranormale er derfor af nødvendighed en hermeneutisk, dvs. fortolkende, handling, og dermed er vi også medskabere af det paranormale. Her bliver teorien kvantefysisk; vi påvirker “eksperimentet” og hvis vi ikke tror på det paranormale, så forsvinder det – og parallelt hermed kan vi også så at sige tro det frem. Men som om det ikke var underligt nok, forholder det sig også sådan, at den virkelighed, der ligger “bag” det paranormale, eller måske rettere, den virkelighed som det paranormale er udtryk for, sådan som vi oplever det, er af en transcendent beskaffenhed, hvor dikotomierne “psykisk” og “fysisk” ikke giver mening; derfor viser f.eks. UFOer (altså: taget som paranormale fænomener) sig i vores virkelighed som både fysiske og psykiske “objekter” eller “begivenheder”. Ikke fordi de er noget psykisk, der manifesterer sig fysisk, eller noget fysisk, der har en psykisk komponent, men fordi de er noget, noget ligger hinsides selve skellet mellem det fysiske og psykiske. Ja, tak for kaffe, ikke sandt?

Gnostisk forskning

Heraf følger igen, at både religion og videnskab tager fejl i deres konklusioner; religionerne omsætter det paranormale i dogmatiske doktriner (teologi, mytologi, væsner, guder, engle, etc.) og videnskaben benægter bare slet og ret fænomenet. Derfor må man – som fx Jacques Vallée siger han gør (eller prøver at gøre) – i sin forståelse af fx UFO-fænomenet bevæge sig hinsides begge disse to domæner. Og hvor ender man så? Et sted hvor man de facto har en gnostisk praksis. 

Ganske kort fortalt var “gnosticisme” en trosretning, der florerede i den tidlige kristendom, men blev skilt ud fra den senere kodificerede “mainstream”-tro. Med udgangspunkt i en stærkt dualistisk verdensanskuelse anså gnostikerne virkeligheden og verden som noget fundamentalt set ondt, skabt af en “demiurg”. Den sande virkelighed fandtes et sted “bag” det skabte, og kunne kun nås gennem “gnosis”, en form for erkendelse, eller åndelige apokalypse, om man vil. 

Gnosticismen lever stadig, og ud over at den f.eks. ofte dukker op i forbindelse med forestillinger om teknologi, uden nødvendigvis at være erkendt som sådan (se fx. Erik Davis’ banebrydende analyse TechGnosis), kan den altså også, iflg. Kripal, være en akademisk strategi. 

Søsyge religionshistorikere

Og det er selvfølgelig her, at man må klø sig i hovedbunden og spørge sig selv, hvad der egentlig er Kripal’s ærinde – og hvad han egentlig tror på. Og billedet er altså noget i retning af, at han anser det paranormale som reelt eksisterende og vores virkelighed som en slags filtreret fortolkning, hvor vi kun får de sølle rester af en større, non-dual og transcendent virkelighed, der ligger bag den virkelighed, vores hjerne, sprog, sanser mm. har “skabt”. Ja, han anser faktisk Platons berømte hulebillede som en af de bedste metaforer for, hvordan “tingene” faktisk forholder sig. I denne position ligger (dog) også en tvivlen på alt – på “virkeligheden”, og på både religionernes og videnskabens fortolkning af den. 

“In some fundamental way that we do not yet understand, paranormal phenomena are us, projected into the objektive world of events and things, usually through some story, symbol, or sign. Realization is the insight that we are caught in such a story, that we are embedded in a myth expressing itself through matter, a myth, alas, over which we have little control. Realization is finally the insight that we are being written.” (p. 269)

Karikeret sagt mener Kripal ikke, at vi bare skal sætte os ned og meditere, eller tage en trippel dosis DMT. Kripal vil fx meget gerne alliere sig med kognitions- og neurovidenskaben, hvis det kan bringe forskningen fremad (omend det skorter på forslag til, hvordan et sådant samarbejde konkret skulle se ud). Men uanset dette er der et par rodfæstede kongstanker hos Kripal, som vil gøre mangt en religionshistoriker søsyg: For det første anser han “det hellige” – a la Rudolf Otto, der så “det hellige” som både frygtindgydende og henrivende – som det centrale studieobjekt. For det andet anser han “det hellige” og “det paranormale” som meget nært beslægtede. For det tredje antager han, at det hellige (og altså til dels det paranormale) ligger ved roden af og ofte er “urårsagen” til religion. Og for det fjerde anser han det hellige som værende af sin egen art, sui generis, og altså dybest set ikke noget, der kan forklares ved hjælp af noget andet (som fx sociologi, psykologi, økonomi, etc.), men skal forstås på sine helt egne præmisser.

Funky esoterik

Alle disse antagelser går stik mod, hvad meget af religionsvidenskaben vil skrive under på, i det mindste sidst jeg så efter. Ja, Kripal genindtager faktisk positioner, som religionsvidenskaben ellers til en hvis grad har forladt som primitive stadier, og hylder skikkelser som fx Mircea Eliade. På den måde er Kripal en rent infant terrible – og det er tydeligt, at det også er en rolle han nyder. Ikke blot har han både modet, og tilsyneladende tilstrækkeligt med akademisk kapital, til at turde at stille sig op og sige alle fy-ordene. Men rent sprogligt lader han også den funky-esoteriske oprørstrang give sig udtryk i en kreativ og akademisk set anderledes sprogbrug, med burleske og kreativt-quirky metakommentarer til det akademiske narrativ, og uden frygt for brug af ord som “fuck”. 

Når jeg ikke umiddelbart vil smide Kripal hen i samme hjørne, hvor jeg må tilstå at fx Jacques Vallée nok ender – dvs. hjørnet for det Carl Sagan kaldte “fissured ceramics”, altså, crackpots – så er det fordi hans bog alt andet lige faktisk virker godt researchet, har sine kilder i orden, og bærer tydeligt præg af at være skrevet af en person, der virkelig kender sit religionsfag, og dermed faktisk taler ind i et felt, hvor det er muligt at diskutere hans postulater. Og så synes jeg også hans projekt med at skrive det paranormale tilbage i den akademiske litteratur er interessant; ikke nødvendigvis fordi jeg uden videre mener han har ret, men fordi det er forfriskende at prøve at indtage den position, hvor det overhovedet er muligt at tale om det. 

UFO-fænomenets okkulte understrøm

Endelig finder jeg Kripal interessant fordi det er meget tydeligt, at den måde han opfatter det paranormale på på rigtig mange leder svarer til den måde mange UFO-entusiaster opfatter UFO-fænomenet på. Man kan vel kalde den for den “esoteriske” eller, ja, “paranormale” måde at opfatte UFOerne på, eller som jeg selv har kaldt tendensen et sted, den “psyko-okkulte”. Når man for tiden møder UFO-emnet i mainstreammedierne, og fx i dækningerne af de forskellige offentlige høringer i USA, eller følger kendere så som Leslie Kean eller Ross Coulthart, så lægger man ikke så meget mærke til de okkulte dimensioner af fænomenet. Men det okkulte trives i bedste velgående hos fx en Garry Nolan eller en Jeremy Corbell, og dukker jo i øvrigt også helt frem i hele det underlige fænomen “Skinwalker Ranch“. 

Om ikke andet kan man blive meget klogere på rødderne til den “psyko-okkulte” opfattelse af UFO-fænomenet hos Kripal – også selvom man ikke tror på det paranormale. 

_____

Erik Davis, TechGnosis: Myth, Magic and Mysticism in the Age of Information, London: Serpent’s Tail, 2004 [1998].