Bøger

En skæbne skrevet i stjernerne

Omtale af Catherine L. Newell, Destined for the Stars: Faith, the Future and America’s Final Frontier. Pittsburgh, Pa.: University of Pittsburgh Press, 2019.

Bogens formål

Catherine L. Newells bog Destined for the Stars er et af de vigtigste akademiske studier af sammenhængen mellem religion og rumfart, som jeg har læst i nyere tid. Newells beskrivelse af bogens formål lyder: “While other histories of the space race paint a picture of a nation mobilized by political and ideological fears, these cultural creators tell the story of how an organic movement grew out of technological and scientific faith – and religious anxieties about a man-made Armageddon – and merged with a deep-seated belief in a sense of divine destiny to reach the heavens.” (s. 5) Oven i dette vil hun også påvise, at det skel, vi er blevet vænnet til at se mellem religion og videnskab, ofte slet ikke er der på den måde, vi forestiller os. Begge dele lykkes hun ganske formidabelt med. 

Troldmanden Bonestell

Omdrejningspunktet for studiet er Chesley Bonestell (1888-1986), hvis karriere som teknisk tegner og illustrator fik en afgørende indflydelse på den amerikanske offentligheds opfattelse af rumfart. Derved fik han også stor betydning for formuleringen og virkeliggørelsen af drømmene om, at erobre rummet. Bonestells historie er tæt vævet sammen med afgørende punkter i USAs kultur og historie. Han var f.eks. med til, ved hjælp af tegninger, at gøre Golden Gate-broen ved San Fransisco håndgribelig for dem, der skulle støtte projektet økonomisk, og spillede derfor en vigtig rolle ift. broens opførelse. 

På samme måde fik den serie malerier han lavede af Saturn set fra de på det tidspunkt ni kendte af planetens måner, en kæmpe betydning for tilblivelsen af Apolloprogrammet. Den 29. maj 1944 blev serien af malerier trykt i magasinet Life og de udmærkede sig ved at kombinere stor, realistisk akkuratesse og en fantastisk sans for at fremmane det sublime med en stor viden om faktiske astronomiske forhold. Dette gjorde ham i stand til at fremstille billeder, der gjorde planeterne i solsystemet til konkrete, virkelige steder, og ikke blot scener for diverse science fiction-eventyr. Malerierne afstedkom, i Newells formulering, at “space went form being the realm of scientists and science fiction to a plausible extension of American interest and imagination” (s. 63). 

Det vilde vestens gyldne mytologi

Samtidig påviser Newell på overbevisende vis hvordan Bonestell trak på den centrale amerikanske kunsttradition, der fremstillede the frontier – grænsen til det endnu ukendte under koloniseringen af Nordamerika – i en mytologisk aura. I sig selv en tradition der trak på bibelske og kristne forestillinger om et nyt Israel og det forjættede land, som blev projiceret over på Amerika. 

Saturn set fra Titan, Chesley Bonestell, 1943

Man talte om en “manifest destiny”, at det var kolonisatornes “åbenbare skæbne” som en del af Guds plan at underlægge sig og “civilisere” det Vilde Vesten og dermed oprette et nyt, paradisisk rige. Selv efter den totale erobring af Nordamerika levede disse millenaristiske drømme videre, og lå klar til at blive projiceret over på et nyt landskab: Solsystemet. Og Bonestells billeder havde netop den funktion, at gøre landskaberne i rummet nærværende og virkelige, som steder man rent faktisk kunne besøge.

Atombomben og den kolde krig

Newell viser også hvordan disse millenaristiske drømme fik ekstra brændstof fra datidens to, store og altoverskyggende trusler: Atombomben og den kolde krig. De tilførte forestillingen om frelse i verdensrummet ekstra appel, idet flugten ud i himmelrummet ikke blot bragte en nærmere til et nyt paradis og hjemstedet for den kristne himmel, men også viste en vej ud af det jordiske morads, der truede med at udrydde alt liv på Jorden. 

Tyske rum-helte

Bonestell allierede sig med en anden central skikkelse – det Alexander C.T. Geppert har kaldt en “rum-persona” – Willy Ley (1906-1969) og sammen udtænkte de bogen The Conquest of Space (1949), der var en meget vigtig trædesten på vejen mod at overbevise den amerikanske – og verdens – befolkning om rumfartens meget virkelige muligheder. En bog der blev en slags model for mange lignende, efterfølgende bøger. Herefter kom de i kontakt med Wernher von Braun, den tidligere tyske SS-officer, der stod for udviklingen af V2-raketten i Peenemünde, og siden kom til USA og blev en nøglefigur i udviklingen af Saturnraketten, der i sidste ende bragte de første mennesker til Månens overflade. 

Sammen med andre vidende på feltet skrev von Braun i begyndelsen af 1950erne en artikelserie, der bla. blev illustreret af Bonestell, til det meget udbredte Collier’s magasin, der omhandlede mulighederne for at lande på Månen og kolonisere Mars. Denne serie igen førte til, at Walt Disney valgte bla. von Braun og Willi Ley som fortællere i en dokumentarisk anlagt, animeret mini-tv-serie, der ligesom serien i Collier’s gjorde rummets erobring til en nært forestående mulighed og, argumenterer Newell, beredte vejen for, at John F. Kennedy endelig i 1962 kunne kunne holde den berømte “We choose to go to the Moon”-tale på Rice University.

Von Brauns religiøsitet

Bogen slutter med en grundig behandling af von Brauns religiøse overbevisninger, som han udviklede efter sin overførsel til USA. Von Braun blev dedikeret kristen og overbevist om, at det var Guds plan for mennesket, at det skulle emigrere ud i verdensrummet. Han så religion og videnskab som fundamentalt forenelige, og anså religion som en afgørende faktor i at gøre mennesket tilstrækkeligt etisk funderet til at det kunne håndtere de store farer og udfordringer udviklingen af nye teknologier uundgåeligt ville udsætte mennesket for. 

Exploring Mars, Chesley Bonestell, 1953.

På denne måde argumenterer Newell overbevisende for, at virkeliggørelsen af den videnskabelige og teknologiske triumf – det amerikanske Apolloprograms månelandinger – i meget væsentlig grad blev drevet frem af både en billedkunst og retorik, der trak på gamle, religiøse forestillinger. Samtidig med at hun dermed producerer et virkeligt godt bevis for, at skellet mellem religion og videnskab ofte slet ikke kan sættes så entydigt, som vi gennem diverse uddannelsesprogrammer og debatter er blevet vant til at tænke dem op gennem det 20. århundrede. 

Utopiens ende

I begyndelsen af 1970erne vendte offentlighedens interesse sig mod Jorden igen og man besindede sig på at prøve at løse alle de problemer, der plagede den, herunder den begyndende ødelæggelse af økosfæren (dog uden det store held) og som led i denne vending – bla. meget dygtigt analyseret i Robert Pools Earthrise – blev Apolloprogrammet afsluttet før tid og drømmene om at fortsætte til Mars skrottet. 

Imidlertid lever de oprindelige, og religiøst inspirerede, drømme videre og omkring opsendelsen af marsroveren Curiosity i 2012 så Newell noget af det samme springe ud igen. Hun kommer ikke ind på det såkaldte “NewSpace”, det andet store kommercielle og militære rumkapløb der nu er i gang, men ikke desto mindre påpeger hun, at rumreligionen lever videre.

Et centralt studie

For mig bekræfter det den tese jeg luftede allerede i 2008 med artiklen “Transcendence of Gravity”, og den samlede tese jeg sammen med Roger Launius og Virgiliu Pop fremførte i særnummeret af Astropolitics i 2013 – nemlig at rumfart og religion hænger dybt sammen og at der i vid udstrækning benyttes religiøst funderet retorik i rum-aktivistiske kredse. 

Newells bog er ikke blot godt skrevet men også velresearchet og bygger i vid udstrækning på centrale studier af emner, der tangerer det Newell behandler. Der er bestemt også væsentlige aspekter af temaet rumfart og religion Newell har valgt ikke at nævne eller behandle, eller måske overser, men som et samlet studie i boglængde er Destined for the Stars nok det bedste bud, der pt. findes.

_______

Thore Bjørnvig. 2012. “Transcendence of Gravity: Arthur C. Clarke and the Apocalypse of Weightlessness,” in Alexander CT Geppert (ed.), Imagining Outer Space: European Astroculture in the Twentieth Century, Basingstoke/New York: Palgrave Macmillan: 127- 146.

Thore Bjørnvig. 2013. With Roger D. Launius and Virgiliu Pop. Special issue of Astropolitics on “Spaceflight and Religion”, Vol. 11, No. 1- 2.

Alexander CT Geppert. 2008. “Space Personae: Cosmopolitan Networks of Peripheral Knowledge, 1927-1957” in Journal of Modern European History 6.2: 262-86.

UFO-troen og den amerikanske kosmisme

Omtale af Diana Pasulkas American Cosmic: UFOs, Religion, Technology, New York: Oxford University Press, 2019

På det “nye” (post 2017) UFO-felt, der simrer og flimrer så det er en hel lyst, er Diana Pasulka en væsentlig spiller. Hun er religionsforsker og står for en religionshistorisk analyse af UFO-fænomenet. Dette skete første gang i bogform med American Cosmic fra 2019. Siden er hun blevet interviewet i en lang række dokumentarudsendelser og podcasts, fx vores egen Flyvende tallerken, og har fornylig udgivet opfølgeren til American Cosmic, nemlig Encounters. Hendes ord har vægt. Men hvad er det egentlig hun siger? Det er, synes jeg, faktisk ikke så let at finde ud af – men i det følgende vil jeg give det et forsøg. 

Vallée-skolen

Omslag til bogen.

Først og fremmest lægger Pasulka ikke skjul på i hvilken tradition hun taler, eller hvilken “skole” hun tilhører. Den franske forsker og IT-mand Jacques Vallée, der i mange år har spillet en central rolle på UFO-området, bliver fra begyndelsen nævnt, ligesom den amerikanske religionsforsker Jeffrey Kripal nævnes flere gange. Begge repræsenterer de en retning inden for UFOlogien, der primært forstår fænomenet som paranormalt. Som jeg har beskrevet i min omtale af Kripals bog Authors of the Impossible er det en måde at forstå fænomenet på, som antager at det findes i virkeligheden. Men at vi pr. definition ikke kan vide hvad det er, og at både religiøse (“troende”) og videnskabelige (“skeptiske”) fortolkninger er lige galt afmarcherede. 

At vælge Vallée som eksplicit mentor er et kontroversielt valg, eftersom Vallées hyper-komparative metoder mig bekendt aldrig har spillet nogen større rolle i religionsvidenskaben. Kripal er mere “stueren”, omend tydeligvis mere end bare fascineret af de fænomener, han beskriver i sine bøger. Men i det hele taget er Pasulkas bog ikke en religionsvidenskabelig bog, som man finder dem flest. 

Postmoderne detektivroman om UFO-mysteriet?

Rent stilistisk kan man ind i mellem blive i tvivl om, hvorvidt man sidder med en New Age-spændingsroman, ala James Redfields Den tiende indsigt, eller en akademisk monografi om UFO-fænomenet. I vid udstrækning er bogen skrevet i førsteperson, med en handling der springer frem og tilbage i tid, men ikke desto mindre drives frem af et spændingssøgende narrativ. Den del af bogen, der fungerer på dette niveau, gør det primært via de to anonymiserede forskere og teknikere “Tyler” og “James”. Her, fem år senere, er identiteten på Tyler endnu hemmeligholdt. Men han arbejder i rumfartssektoren, hvor han indtager en central rolle. Til gengæld er “James” forlængst sprunget ud som professor i molekulærbiologi Garry Nolan. 

Via disse to personer, som Pasulka i noget der ligner romanform, fortæller om diverse møder med, bliver Pasulka gradvist indviet i det, som Jacques Vallée har kaldt “the invisible college” – en gruppe af videnskabsmænd, som for at undgå offentlighedens søgelys og den potentielle latterliggørelse, i al hemmelighed studerer UFO-fænomenet. Bla. tager hun med de to ud i ørknen, til et hemmeligt sted hun kun kan komme til, hvis hun indvilliger i at få bind for øjnene. Her leder de to “usynlige” forskere efter vragstumper fra et ikke-jordisk fartøj. Sådanne indslag, sammen med talrige referencer til Vatikanet, der nok skyldes Pasulkas tidligere research her ifm. helgenoplevelser, men som også giver bogen et godt drys Davinci-mysterie, er det underholdning i første klasse. 

UFO-fænomenet – en ny religion?

Så vidt jeg kan se skal bogen forestille, at Pasulka foretager antropologisk feltarbejde blandt en art “ny” religiøs UFO-bevægelse i stil med Leo Festingers klassiske When Prophecy Fails fra 1954, hvor Festinger og hans team infiltrerer en UFO-kult, der venter på verdens undergang. Dét retfærddigør for så vidt det stilistiske valg af førstepersonsfortæller involveret i historier og begivenheder, en stil der ikke er fremmed for den type bøger. Men det, der skiller bogen ud fra mere traditionelle feltstudier er, at de personer Pasulka følger og møder, herunder Jacques Vallée, ikke blot er studieobjekter, men også i en eller anden grad ledestjerner. For at benytte en gammel antropologisk dikotomi er Pasulka med andre ord ikke kun etic observerende, men også emic deltagende. Det diskvalificerer ikke nødvendigvis Pasulkas studie. Men det er med til at gøre det lidt svært at forstå, hvad det helt præcist er for en akademisk indsigt hun vil give læseren. 

Flere steder i bogen fremfører Pasulka, at hun studerer en ny form for religion. Det er blot en af de ting, der undrer mig – for fænomenet “UFO-religion” (jf. fx netop Festingers When Prophecy Fails) er jo langt fra noget nyt. Men det er netop dette med “religion” og præcist hvilket objekt Pasulka studerer, der er svært at hitte rede i. For på den ene side synes hun at mene, at fx Tyler og James (Nolan) er repræsentanter for en ny religion. Samtidig synes hun dog at være sympatisk stemt overfor deres foragt over for den medieskabte religiøse UFO-myte, hvor UFOer er flyvende tallerkner fra rummet, der er kommet for at redde eller udrydde os. Men det skal nok forstås inden for den ramme, som Vallée sætter op: Nemlig at både tro og skepsis er fejlslagne fortolkningsstrategier. 

Vinduer ind til en anden verden

En central tese i American Cosmic bygger på studier af kognitive medieforskere, der anfører, at hjernen, når den eksponeres for overbevisende visuelle stimuli, uanset deres fiktive karakter, uhjælpeligt siddestiller disse med virkelige begivenheder. Begivenheder der kun er set på film (hvad enten på Netflix, i biografen eller på sociale medier) indlejres i hjernen som (mere eller mindre erkendte) erindringer, der strukturerer oplevelser af den “virkelige” verden. UFOer som flyvende tallerkner styret af rumvæsener er en medieskabt (og desuden også af efterretningstjenester hemmeligt manipuleret) myte, der skaber en art kognitiv matrix, som gør, at folk, der oplever “fænomenet” fortolker det i denne kontekst. Men i “virkeligheden” er fænomenet  langt mere komplekst og ufortolkeligt end som så. Snarere er det, som Vallée har bedyret, at betragte som “vinduer” ind til en anden virkelighed, en slags himmelske “koan’er”, der via deres ofte helt uforståelige absurditet, skal højne vores bevidsthed. Et fænomen der nok har en fysisk komponent, men ofte viser sig i form af allehånde psykiske og parafænomenale effekter. 

To forskellige religioner?

Reelt er der altså tale om to former for religion, en mere sofistikeret og antidogmatisk, som Tyler og James tilhører, og en mere primitiv og manipuleret, som “masserne” – men også mange, der faktisk oplever “fænomenet” – tilhører. Som hun forklarer et sted: “The suggestion that the phenomenon is the basis for a new form of religion elicited sneers and disgust [fra folk som Tyler og James]. To them, the phenomenon was too sacred to become religious dogma. It was also, in their opinion, too sacred to be entrusted to the media.” (p. 15). Men det er især her jeg synes at Pasulka bliver uklar i spyttet. Hvilken af de to religioner studerer hun i bogen? Og hvad er forholdet mellem disse to religioner? 

Diana Pasulka

På den ene side synes Pasulka at mene, at både “the invisible college” og den medieskabte UFO-mytologi befinder sig på det samme religiøse spektrum, hvorfor man må mene, at hun som religionsforsker studerer begge dele som ét samlet fænomen. Men sådan er det bare ikke rigtig alligevel. Og hvorfor det ikke er sådan kommer frem i bogens konklusion. Her forklarer Pasulka, at man forholdsvist let kan studere en religions “funktionelle” aspekter – men ikke de hellige: “There is another aspect to religion – the “sacred” element. The sacred element is not easily studied, as it might involve a sacred event, or a being. It is the object of belief, but it is usually mysterious and cannot be studied, itself, objectively. One cannot put and angel under a microscope. It is this aspect, the mysterious sacred, that distinguishes religion from other organized practices like sports or fandoms. In religions, one finds the inexplicable, sacred event, or a mysterious artifact.” (p.442). 

Det hellige

Hvorfor det “hellige” skulle unddrage sig religionsvidenskabelig analyse kan vist kun forklares ved, at Pasulka mener, at det er “sui generis”, af sin helt egen art, og dermed tilhører en mystisk sfære, der ikke kan analyseres eller fortolkes, og derved omformes til et andet sprog, end dets eget. Og dette igen forudsætter, at det hellige i en eller anden forstand er virkeligt – at de engle, man ikke kan komme under et mikroskop, faktisk findes. Så vidt jeg kan se, er det her Pasulkas egentlige position bliver klar. Når hun et sted siger: “Most of the atheists I know are also professors of religious studies. That is not me, however” er det jo også en ret klar indikation af, at hun selv er troende (p. 87).

I bund og grund tror hun på, at der er et objektivt eksisterende fænomen – det hellige – som så efterfølgende fortolkes af den, der oplever det: “One thing that UFO events and religious experiences have in common is that they don’t begin as UFO events or religious experiences. The become UFO events and religious experiences through interpretation. I have not met one experiencer who has seen an anomalous aerial object and immediately thought, That is a UFO!” (p. 80-81). Denne position er dog i min optik naiv, måske ligefrem tendentiøs. Mener Pasulka virkelig slet ikke, at selve forventningen om en bestemt oplevelse kan skabe den? At religiøse mennesker, siden tidernes morgen, ikke har efterstræbt helt specifikke religiøse oplevelser, om det så er prærieindianerens vision af Wakantanka, asketens Kristus-vision, eller den UFO-religiøses længsel efter at se en UFO?

Opløsningen af virkeligheden

Men måske er dette trods alt en forenkling af Pasulkas position i American Cosmic. Et gennemgående tema i bogen er ophævelsen af det virkelige og det virtuelle: “Within a digital landscape, the distinction between the real and the unreal ceases to be meaningful. The loss of this modernist framework gives way to a transcendent one with qualities that appear to collapse or, more accurately, exceed the modern constructions of real and not real. As Jean Baudrillard and others have long argued: real and unreal are no longer meaningful categories or frames of reference. That doesn’t mean this framework doesn’t exist; it simply means that it is irrelevant to many people.” (p. 119) Og videre et andet sted: “…the perceived contact with a nonhuman intelligent, divine being is simultaneously imagined and real. I am not making an ontological claim, that extraterrestrials are real in the sense that couches are real, although they could be. I am arguing that perceived contact has very real effects with powerful social implications.” (p. 216)

Så i en hvis forstand er (UFO)fænomenet både virkeligt og ikke-virkeligt. Denne analyse af fænomenet bliver også på en måde en analyse af den “virkelighed” som via digital transformation, sociale medier og kunstig intelligens i højere og højere grad omgiver os. En “virkelighed” hvor skellet mellem virkelighed og fantasi udviskes. Og på en måde ligger American Cosmics vigtigste pointe her (sammen med dens demonstration af, at forskere og rumteknikere sagtens kan leve i et verdensbillede, der er både religiøst og videnskabeligt på én gang). Men samtidig peger temaet også på et problem ved bogen: I jo højere grad man som forsker omfavner ophævelsen af skellet mellem virkeligt og uvirkeligt, sandt og falskt, faktisk og ikke-faktisk, og man som konsekvens deraf også ophæver skellet mellem subjekt og objekt (forskning og emne), jo mere undergraver man også selve forudsætningen for et akademisk, videnskabeligt studie af noget som helst. 

Bogen som akademisk redskab

I bund og grund er det vel også derfor, at Pasulka vælger den personbårne, indlevende fortællermodus og ikke rigtigt tilbyder nogen klar analytisk ramme, der favner hele hendes stof og gør det muligt som læser at forholde sig til nogle klare konklusioner, man kan arbejde videre med. For nogle vil dette vel ses som den naturlige og eneste rigtige konsekvens af de erkendelser, bogen handler om. For undertegnede gør det det svært at anvende bogen som akademisk redskab i studiet af UFO-fænomenet. Og spørgsmålet er måske også i sidste ende, om American Cosmic skal rubriceres som en religionsvidenskabelig, akademisk monografi – eller et religiøst kildeskrift. Pasulkas store mentor, Jacques Vallée er esoteriker, erklæret gnostiker, og har været dybt involveret i rosenkreuzernes religiøse univers. Uanset UFO-fænomenets mulige objektivt eksisterende (eller bare socialt virtuelle) dimensioner, og uanset Vallées forkastelse af “religiøse” fortolkninger af det, forekommer det mig uprofessionelt ikke at inddrage Vallée-skolens læsning af fænomenet i en religionsvidenskabelig analyse af UFO-fænomenet på lige fod med evt. medieskabte fortolkninger af en “lavere” orden. 

Jagten på den himmelske fader

Frederik Dirks Gottliebs bog UFO-mysteriet: På sporet af min far og de flyvende tallerkner er en yderst vellykket bog. Den formår at gøre hele to ting på en gang: Dels at forklare om baggrunden for Gottliebs fascination af UFOer og dels at give en indflyvning i UFO-fænomenets historie. 

Den Flyvende tallerken er landet

Bogen var vel næppe blevet udgivet, var det ikke for Gottliebs meget populære DR-podcast Flyvende tallerken. Ikke fordi bogen ikke i sig selv kunne fortjene det. Men podcasten er i dén grad blevet et fænomen og har spillet en væsentlig rolle i at få UFO-emnet ind i den danske (medie)bevidsthed, at bogen kommer som et længe ventet supplement. Længe ventet – for allerede tidligt i forløbet med podcasten udtalte Gottlieb, at han havde lavet en aftale med Gyldendal om bogen. Af udtalelsen fremgik også, at bogen ville have fokus på baggrunden for Gottliebs fascination af UFOer: Nemlig hans fars UFO-entusiasme og engagement i det danske UFO-miljø. 

Historien om den UFO-begejstrede far har ligget som en ramme omkring podcastserien, der bare aldrig rigtig er blevet udfoldet. Men det gør den så nu i UFO-mysteriet – og det med eftertryk. Under læsningen kom jeg flere gange til at tænke på min begejstring, dengang jeg studerede religionsvidenskab, for den engelske postmodernistiske historiker Keith Jenkins og hans kampråb om, at være “open about your closures”. Det betød noget i retning af, at eftersom al (humanistisk) forskning i bund og grund måtte være styret og næret af personlige motivationer og præferencer, var det bydende nødvendigt, at forskere var åbne omkring disse. Så det var muligt for modtageren at tage stilling til forskningens resultater med dette in mente. 

Den personlige motivation

Nu er Gottlieb ikke forsker, men snarere en slags udforsker (måske ligefrem detektiv) – journalist kan vi også kalde det. Ikke desto mindre kunne Jenkins’ opråb godt være relevant her: Hvad er det egentlig der driver Gottlieb til at udforske UFO-emnet så indgående? Og her må man sige at Gottlieb har gjort en dyd af Jenkins’ nødvendighed: Den personlige motivation til at undersøge emnet er flyttet helt frem i forgrunden, ja, udgør ligefrem rygraden i UFO-mysteriet. 

Når den gør det er det nok ikke kun fordi Gottlieb har tænkt, at han skulle sørge for at være ærlig omkring sin motivation, men også fordi historien er helt fundamentalt god, og en effektiv krog for dem, der nærmer sig emnet uden de store forkundskaber. Den går som følger: Gottlieb vokser op med to kreative livsstykker af et par forældre. De er tegnere og faren er fuld af skæve indfald, humor og en brændende interesse for UFOer. Syndefaldet indtræder i Gottliebs unge liv med skilsmissen mellem forældrene, der til slut resulterer i at faren trækker sig tilbage til et sommerhus i Asserbo, hvorfra han tager på arbejde i København, men ellers bruger tiden på at drikke sig fuld, ryge hash, se science fiction-film, og i timevis stirre ud i himmelrummet med sin fuglekikkert i håbet om omsider at se en UFO. 

Skilsmissen og den røde tråd

Skilmissen fører forældrene i hver deres retning; moren ind til et aktivt og frodigt liv i det københavnske kunstnermiljø, faren ud i et eneboerliv præget af misbrug og eskapisme. Og midt mellem dette tabes Gottlieb og hans søster på gulvet, hvilket for Gottlieb får alvorlige konsekvenser i form af alkohol- og hashmisbrug, galopperende angst og et meningsløst arbejdsliv, der som en vampyr suger livskraften ud af ham. Faren bliver en fjern skikkelse man kan besøge uden for lands lov og ret, og forbindelsen mellem faren og Gottlieb, der måske altid har været lidt tynd, bliver strukket til en sytråd. Deres forhold er kompliceret og kun med glimt af harmonisk samvær.

Men den tynde tråd viser sig også at være en rød tråd, som forbinder far og søn: UFOerne. Eller, det vil sige, faren forsøger på forskellig vis gennem Gottliebs opvækst at få ham interesseret i UFOerne. Det lykkes delvist i en fælles begejstring for science fiction-film – men UFOerne bliver først en ting for Gottlieb da han er blevet voksen og faderen har været død en rum tid. Og da bliver UFOerne det, som bliver vejen tilbage til faderen og til at finde ud af, hvem han egentlig var. Samtidig bliver dette spor også noget, der potentielt kan føre til at hele de sår, som Gottlieb har pådraget sig gennem sine forældres skilsmisse, og ved at have en far, der i det store og hele forsvinder og lader sønnen i stikken. 

Jagten på den forsvundne far

Rent fortælleteknisk spille fader- og UFO-temaerne sammen ved, at der hele tiden veksles mellem dem; eller det vil sige: I det ene spor fortæller Gottlieb selvbiografiske historier om familie, skilsmisse og forholdet til faderen, herunder farens forhold til UFOer – og i det andet spor rekapitulerer Gottlieb UFOernes historie, de centrale UFO-myter og UFOernes status i medierne, iblandet en fortløbende fortælling om Flyvende tallerken-podcasten, den udviking Gottlieb har været igennem med arbejdet med den, og hvordan den igen har spillet sammen med den eksistentielle søgen efter faren. Dette overordnede fortællemæssige greb fungerer godt, og det fungerer ikke mindre godt af, at bogen er virkelig velskrevet; sproget formår at beskrive og inkludere selv de mest komplekse temaer med en sproglig enkelhed, der måske nok hugger en hæl og skærer en tå, men også er forfriskende.

Et ringbind med gamle numre af UFO-magasiner er et tilbagevendende rekvisit i dramaet om, at genfinde faren og langsomt får vi bygget et billede op af en kreativ og ukonventionel mand, der er sangvinsk livsnyder med hang til konspirationsteorier – og altså en stærk længsel efter mødet med det udenjordiske i form af UFOer. Og efterhånden som historien skrider frem bliver det også – via Gottliebs beskrivelser og fortolkninger – tydeligere og tydeligere, at farens fascination har en kraftig bismag af noget irrationelt, måske næsten religiøst, over sig. I hvert fald synes Gottlieb at ende med at mene, at UFOerne lige så meget var et symbol på en antiautoritær side af faren, som det var en interesse der bundede i en længsel efter at løse en gåde. 

På rejse gennem kaninhullet

Så UFOerne er altså Gottliebs vej tilbage til faren, en vej han først slår ind på omkring ti år efter farens død. Og hvad gør det så ved Gottlieb at gå denne vej? Han finder ud af mere om faren, fx at han var med til at stifte Gentofte UFO-klub, kommunikerede med George Adamski og kendte H. C. Petersen, en stor skikkelse på daværende tidspunkt i UFO-miljøet og stifter af SUFOI. Og han finder selvfølgelig også ud af en masse omkring UFOer via arbejdet med at researche til Flyvende tallerken, samt via de mennesker har inviterer til at optræde i podcasten – et imponerende galleri af centrale UFO-entusiaster og videnskabelige og teknisk kapable eksperter. 

Det er interessant at følge ham på vejen ind i det, han selv flere gange omtaler som et “kaninhul” – efter dét hul i Alice i Eventyrland, som kaninen med uret løber ned i, og som Alice kravler efter den gennem – for snart at befinde sig i verden, hvor der bliver vendt op og ned på al logisk og rationel tænkning. Gennem bogen bliver det klart, at det ikke har været uden omkostninger for Gottlieb at foretage denne rejse. Han føler undervejs at han distancerer sig fra sin familie, hvilket skræmmer ham fordi det var præcis det, hans far gjorde – og begge på grund af de berømte UFOer. 

Paranoia og kronisk hovedpine

Han får også stress-induceret kronisk hovedpine og oplever en tilbagevendende paranoia, der ikke kun skyldes tendensen til angst, men også det simple faktum, at det ofte er svært med sikkerhed at vide, i hvor høj grad man kan stole på det, UFO-entusiasterne siger de ved. Dvs. en paranoia ved tanken om, at han måske er ved at blive ført bag lyset af en flok gale konspirationsteoretikere, som i sidste ende kan sætte hans karriere i fare. 

Men også en paranoia, der mere ligner konspirationsteoretikernes, og udkrystalliserer sig en dag, hvor han modtager en rapport om den mulige UFO-whistleblower Bob Lazar, skrevet af den danske rumingeniør Flemming Jensen. Ikke alene er det tydeligt, at Gottliebs forsendelse har været flået op, men da han ringer til astrofysiker Anja C. Andersen, der er hans medvært i Flyvende tallerken, kan hun fortælle, at det samme er tilfældet med hendes brev fra Jensen. Dermed mere end antyder Gottlieb, at nogen måske kan have haft en interesse i at tjekke indholdet, inden det gik videre til DR. Andersen får talt Gottlieb ned, og har i det hele taget, forstår man på Gottlieb, med sin kølige nysgerrighed en beroligende effekt på ham, når det hele er ved at koge over.  

Forhistoriske besøg fra rummet?

Der er et par steder i bogen, hvor Gottlieb måske nok forsimpler nogle temaer lidt vel meget, som når han fx et sted skriver, at “I forhistorisk tid var opfattelsen, at den menneskelige civilisation var skænket til os af guderne”, hvilket må siges at være lidt af en tilsnigelse på to måder; dels ved vi af gode grunde ikke meget om, hvad mennesker egentlig troede og ikke troede dengang, i det “forhistorisk” er defineret ved at det er tiden før skriftsprogene blev til og vi derfor kun har materielle kilder, som af samme grund er overordentligt åbne for fortolkning, og dels er det nok at male med en meget bred pensel at sige, at alle gamle religioner siger, at guderne har skænket mennesket civilisationen. 

Et andet sted siger Gottlieb at “Nogle af de tidligste kunstværker i den europæiske historie, hulemalerierne, viser også interessen for uopdaget liv i universet.” Dette er jo netop blot én blandt mange mulige fortolkninger, og nok ikke den mest sandsynlige – men sandt er det, at mange UFO-entusiaster mener at finde belæg for at tidlige mennesker har afbilledet rumvæsener og UFOer; her i blandt er Erich von Däniken vel nok den skikkelse, der har haft størst held med at popularisere denne ide. Endelig kommer Gottlieb til at tilskrive Jeffrey Kripals bog Religion: Super Religion til religionsforskeren Diana Pasulka, hvor det jo burde have været American Cosmic, som er den bog Pasulka retteligt har skrevet. Men det er detaljer. 

Verdensrummet er kommet for at blive

Alt i alt fungerer UFO-mysteriet som en virkelig god indgang til UFO-emnet, samtidig med at den formår at være en meget ærlig (for så vidt som vi plejer at forstå fremstillinger, hvor fortælleren ikke er bange for at afsløre egne svagheder, som mere “ærlige” end andre, mere selvforherligende fremstillinger). Nær slutningen siger Gottlieb at tiden måske så småt er kommet til, at lave noget andet end Flyvende tallerken. Efter endt læsning forstår man godt, at Gottlieb er ved at nå et vist mæthedspunkt, ikke mindst alle de personlige omkostninger, der har været ved at lave podcasten, taget i betragtning. Det ville dog være ærgerligt, hvis næste sæson bliver den sidste. Men uanset hvad har podcasten haft en stor effekt i Danmark, og har været med til at bringe UFOerne tilbage i søgelyset på dansk grund. 

Hvad der er op og ned og sandt og falsk i hele det enorme tekstkorpus (og billede- og filmmateriale) omkring UFOerne er og bliver et spørgsmål, det er meget svært at få et klart svar på. På den måde bliver UFOerne ved med at gøre det, som de måske er bedre til end noget andet: Hele tiden at smutte ud mellem fingrene, bedst som man tror, at nu har man endelig fat i dem. På den måde er hele diskursen omkring UFOer i sig selv både fascinerende og frustrerende, for det er som om objektet for diskursen hele tiden glimrer med sit fravær. Og heri ligner diskursen religion en hel del – omend naturligvis ikke set ud fra de troendes perspektiv. 

Set i et større perspektiv kan man også vælge at se UFO-fænomenet som del af en bredere bevægelse, som handler om en øget opmærksom på det faktum, at Jorden er en mikroskopisk lille del af et kosmos, som meget vel kan være beboet af et utal af intelligente væsner, hvad enten de så opholder sig i andre dimensioner, eller blot regioner, af universet. Og selvfølgelig også en øget opmærksomhed på menneskets mulige fremtid i rummet, med baser på Månen og Mars – og vores egen, lille Andreas Mogensen i fast rutefart omkring Jorden på Den Internationale rumstation. 

Verdensrummet er kommet for at blive – og det er UFOerne tilsyneladende også. Hvad så end de egentlig er for noget.  

_____

PS. Jeg ved godt at “UAP” mere eller mindre har erstattet “UFO” i dagens sprogbrug, men inspireret af Gottliebs bogtitel bruger jeg ordet UFO hele vejen igennem dette oplæg.

Keith Jenkins, Re-Thinking History, New York: Routledge, 1991.