Omtale af Diana Pasulkas American Cosmic: UFOs, Religion, Technology, New York: Oxford University Press, 2019

På det “nye” (post 2017) UFO-felt, der simrer og flimrer så det er en hel lyst, er Diana Pasulka en væsentlig spiller. Hun er religionsforsker og står for en religionshistorisk analyse af UFO-fænomenet. Dette skete første gang i bogform med American Cosmic fra 2019. Siden er hun blevet interviewet i en lang række dokumentarudsendelser og podcasts, fx vores egen Flyvende tallerken, og har fornylig udgivet opfølgeren til American Cosmic, nemlig Encounters. Hendes ord har vægt. Men hvad er det egentlig hun siger? Det er, synes jeg, faktisk ikke så let at finde ud af – men i det følgende vil jeg give det et forsøg. 

Vallée-skolen

Først og fremmest lægger Pasulka ikke skjul på i hvilken tradition hun taler, eller hvilken “skole” hun tilhører. Den franske forsker og IT-mand Jacques Vallée, der i mange år har spillet en central rolle på UFO-området, bliver fra begyndelsen nævnt, ligesom den amerikanske religionsforsker Jeffrey Kripal nævnes flere gange. Begge repræsenterer de en retning inden for UFOlogien, der primært forstår fænomenet som paranormalt. Som jeg har beskrevet i min omtale af Kripals bog Authors of the Impossible er det en måde at forstå fænomenet på, som antager at det findes i virkeligheden. Men at vi pr. definition ikke kan vide hvad det er, og at både religiøse (“troende”) og videnskabelige (“skeptiske”) fortolkninger er lige galt afmarcherede. 

At vælge Vallée som eksplicit mentor er et kontroversielt valg, eftersom Vallées hyper-komparative metoder mig bekendt aldrig har spillet nogen større rolle i religionsvidenskaben. Kripal er mere “stueren”, omend tydeligvis mere end bare fascineret af de fænomener, han beskriver i sine bøger. Men i det hele taget er Pasulkas bog ikke en religionsvidenskabelig bog, som man finder dem flest. 

Postmoderne detektivroman om UFO-mysteriet?

Rent stilistisk kan man ind i mellem blive i tvivl om, hvorvidt man sidder med en New Age-spændingsroman, ala James Redfields Den tiende indsigt, eller en akademisk monografi om UFO-fænomenet. I vid udstrækning er bogen skrevet i førsteperson, med en handling der springer frem og tilbage i tid, men ikke desto mindre drives frem af et spændingssøgende narrativ. Den del af bogen, der fungerer på dette niveau, gør det primært via de to anonymiserede forskere og teknikere “Tyler” og “James”. Her, fem år senere, er identiteten på Tyler endnu hemmeligholdt. Men han arbejder i rumfartssektoren, hvor han indtager en central rolle. Til gengæld er “James” forlængst sprunget ud som professor i molekulærbiologi Garry Nolan. 

Via disse to personer, som Pasulka i noget der ligner romanform, fortæller om diverse møder med, bliver Pasulka gradvist indviet i det, som Jacques Vallée har kaldt “the invisible college” – en gruppe af videnskabsmænd, som for at undgå offentlighedens søgelys og den potentielle latterliggørelse, i al hemmelighed studerer UFO-fænomenet. Bla. tager hun med de to ud i ørknen, til et hemmeligt sted hun kun kan komme til, hvis hun indvilliger i at få bind for øjnene. Her leder de to “usynlige” forskere efter vragstumper fra et ikke-jordisk fartøj. Sådanne indslag, sammen med talrige referencer til Vatikanet, der nok skyldes Pasulkas tidligere research her ifm. helgenoplevelser, men som også giver bogen et godt drys Davinci-mysterie, er det underholdning i første klasse. 

UFO-fænomenet – en ny religion?

Så vidt jeg kan se skal bogen forestille, at Pasulka foretager antropologisk feltarbejde blandt en art “ny” religiøs UFO-bevægelse i stil med Leo Festingers klassiske When Prophecy Fails fra 1954, hvor Festinger og hans team infiltrerer en UFO-kult, der venter på verdens undergang. Dét retfærddigør for så vidt det stilistiske valg af førstepersonsfortæller involveret i historier og begivenheder, en stil der ikke er fremmed for den type bøger. Men det, der skiller bogen ud fra mere traditionelle feltstudier er, at de personer Pasulka følger og møder, herunder Jacques Vallée, ikke blot er studieobjekter, men også i en eller anden grad ledestjerner. For at benytte en gammel antropologisk dikotomi er Pasulka med andre ord ikke kun etic observerende, men også emic deltagende. Det diskvalificerer ikke nødvendigvis Pasulkas studie. Men det er med til at gøre det lidt svært at forstå, hvad det helt præcist er for en akademisk indsigt hun vil give læseren. 

Flere steder i bogen fremfører Pasulka, at hun studerer en ny form for religion. Det er blot en af de ting, der undrer mig – for fænomenet “UFO-religion” (jf. fx netop Festingers When Prophecy Fails) er jo langt fra noget nyt. Men det er netop dette med “religion” og præcist hvilket objekt Pasulka studerer, der er svært at hitte rede i. For på den ene side synes hun at mene, at fx Tyler og James (Nolan) er repræsentanter for en ny religion. Samtidig synes hun dog at være sympatisk stemt overfor deres foragt over for den medieskabte religiøse UFO-myte, hvor UFOer er flyvende tallerkner fra rummet, der er kommet for at redde eller udrydde os. Men det skal nok forstås inden for den ramme, som Vallée sætter op: Nemlig at både tro og skepsis er fejlslagne fortolkningsstrategier. 

Vinduer ind til en anden verden

En central tese i American Cosmic bygger på studier af kognitive medieforskere, der anfører, at hjernen, når den eksponeres for overbevisende visuelle stimuli, uanset deres fiktive karakter, uhjælpeligt siddestiller disse med virkelige begivenheder. Begivenheder der kun er set på film (hvad enten på Netflix, i biografen eller på sociale medier) indlejres i hjernen som (mere eller mindre erkendte) erindringer, der strukturerer oplevelser af den “virkelige” verden. UFOer som flyvende tallerkner styret af rumvæsener er en medieskabt (og desuden også af efterretningstjenester hemmeligt manipuleret) myte, der skaber en art kognitiv matrix, som gør, at folk, der oplever “fænomenet” fortolker det i denne kontekst. Men i “virkeligheden” er fænomenet  langt mere komplekst og ufortolkeligt end som så. Snarere er det, som Vallée har bedyret, at betragte som “vinduer” ind til en anden virkelighed, en slags himmelske “koan’er”, der via deres ofte helt uforståelige absurditet, skal højne vores bevidsthed. Et fænomen der nok har en fysisk komponent, men ofte viser sig i form af allehånde psykiske og parafænomenale effekter. 

To forskellige religioner?

Reelt er der altså tale om to former for religion, en mere sofistikeret og antidogmatisk, som Tyler og James tilhører, og en mere primitiv og manipuleret, som “masserne” – men også mange, der faktisk oplever “fænomenet” – tilhører. Som hun forklarer et sted: “The suggestion that the phenomenon is the basis for a new form of religion elicited sneers and disgust [fra folk som Tyler og James]. To them, the phenomenon was too sacred to become religious dogma. It was also, in their opinion, too sacred to be entrusted to the media.” (p. 15). Men det er især her jeg synes at Pasulka bliver uklar i spyttet. Hvilken af de to religioner studerer hun i bogen? Og hvad er forholdet mellem disse to religioner? 

På den ene side synes Pasulka at mene, at både “the invisible college” og den medieskabte UFO-mytologi befinder sig på det samme religiøse spektrum, hvorfor man må mene, at hun som religionsforsker studerer begge dele som ét samlet fænomen. Men sådan er det bare ikke rigtig alligevel. Og hvorfor det ikke er sådan kommer frem i bogens konklusion. Her forklarer Pasulka, at man forholdsvist let kan studere en religions “funktionelle” aspekter – men ikke de hellige: “There is another aspect to religion – the “sacred” element. The sacred element is not easily studied, as it might involve a sacred event, or a being. It is the object of belief, but it is usually mysterious and cannot be studied, itself, objectively. One cannot put and angel under a microscope. It is this aspect, the mysterious sacred, that distinguishes religion from other organized practices like sports or fandoms. In religions, one finds the inexplicable, sacred event, or a mysterious artifact.” (p.442). 

Det hellige

Hvorfor det “hellige” skulle unddrage sig religionsvidenskabelig analyse kan vist kun forklares ved, at Pasulka mener, at det er “sui generis”, af sin helt egen art, og dermed tilhører en mystisk sfære, der ikke kan analyseres eller fortolkes, og derved omformes til et andet sprog, end dets eget. Og dette igen forudsætter, at det hellige i en eller anden forstand er virkeligt – at de engle, man ikke kan komme under et mikroskop, faktisk findes. Så vidt jeg kan se, er det her Pasulkas egentlige position bliver klar. Når hun et sted siger: “Most of the atheists I know are also professors of religious studies. That is not me, however” er det jo også en ret klar indikation af, at hun selv er troende (p. 87).

I bund og grund tror hun på, at der er et objektivt eksisterende fænomen – det hellige – som så efterfølgende fortolkes af den, der oplever det: “One thing that UFO events and religious experiences have in common is that they don’t begin as UFO events or religious experiences. The become UFO events and religious experiences through interpretation. I have not met one experiencer who has seen an anomalous aerial object and immediately thought, That is a UFO!” (p. 80-81). Denne position er dog i min optik naiv, måske ligefrem tendentiøs. Mener Pasulka virkelig slet ikke, at selve forventningen om en bestemt oplevelse kan skabe den? At religiøse mennesker, siden tidernes morgen, ikke har efterstræbt helt specifikke religiøse oplevelser, om det så er prærieindianerens vision af Wakantanka, asketens Kristus-vision, eller den UFO-religiøses længsel efter at se en UFO?

Opløsningen af virkeligheden

Men måske er dette trods alt en forenkling af Pasulkas position i American Cosmic. Et gennemgående tema i bogen er ophævelsen af det virkelige og det virtuelle: “Within a digital landscape, the distinction between the real and the unreal ceases to be meaningful. The loss of this modernist framework gives way to a transcendent one with qualities that appear to collapse or, more accurately, exceed the modern constructions of real and not real. As Jean Baudrillard and others have long argued: real and unreal are no longer meaningful categories or frames of reference. That doesn’t mean this framework doesn’t exist; it simply means that it is irrelevant to many people.” (p. 119) Og videre et andet sted: “…the perceived contact with a nonhuman intelligent, divine being is simultaneously imagined and real. I am not making an ontological claim, that extraterrestrials are real in the sense that couches are real, although they could be. I am arguing that perceived contact has very real effects with powerful social implications.” (p. 216)

Så i en hvis forstand er (UFO)fænomenet både virkeligt og ikke-virkeligt. Denne analyse af fænomenet bliver også på en måde en analyse af den “virkelighed” som via digital transformation, sociale medier og kunstig intelligens i højere og højere grad omgiver os. En “virkelighed” hvor skellet mellem virkelighed og fantasi udviskes. Og på en måde ligger American Cosmics vigtigste pointe her (sammen med dens demonstration af, at forskere og rumteknikere sagtens kan leve i et verdensbillede, der er både religiøst og videnskabeligt på én gang). Men samtidig peger temaet også på et problem ved bogen: I jo højere grad man som forsker omfavner ophævelsen af skellet mellem virkeligt og uvirkeligt, sandt og falskt, faktisk og ikke-faktisk, og man som konsekvens deraf også ophæver skellet mellem subjekt og objekt (forskning og emne), jo mere undergraver man også selve forudsætningen for et akademisk, videnskabeligt studie af noget som helst. 

Bogen som akademisk redskab

I bund og grund er det vel også derfor, at Pasulka vælger den personbårne, indlevende fortællermodus og ikke rigtigt tilbyder nogen klar analytisk ramme, der favner hele hendes stof og gør det muligt som læser at forholde sig til nogle klare konklusioner, man kan arbejde videre med. For nogle vil dette vel ses som den naturlige og eneste rigtige konsekvens af de erkendelser, bogen handler om. For undertegnede gør det det svært at anvende bogen som akademisk redskab i studiet af UFO-fænomenet. Og spørgsmålet er måske også i sidste ende, om American Cosmic skal rubriceres som en religionsvidenskabelig, akademisk monografi – eller et religiøst kildeskrift. Pasulkas store mentor, Jacques Vallée er esoteriker, erklæret gnostiker, og har været dybt involveret i rosenkreuzernes religiøse univers. Uanset UFO-fænomenets mulige objektivt eksisterende (eller bare socialt virtuelle) dimensioner, og uanset Vallées forkastelse af “religiøse” fortolkninger af det, forekommer det mig uprofessionelt ikke at inddrage Vallée-skolens læsning af fænomenet i en religionsvidenskabelig analyse af UFO-fænomenet på lige fod med evt. medieskabte fortolkninger af en “lavere” orden.