religion

En skandale af kosmiske dimensioner: Afsløringen af afsløringen

Anmeldelse af Kim Møller Hansen, Den store UFO-afsløring, Skandinavisk UFO Information, 2024. 87 s.

Om kolde og varme øjne

I sin bog Astrofuturism (2003), om utopiske forestillinger knyttet til rumfart, taler forskeren De Witt Douglas Kilgore om at kigge på bogens emne med et “koldt” øje. Inspireret af dette opererer jeg i mit virke som religionshistoriker, med astroreligion som emnefelt, med et “varmt” og et “koldt” øje. Når man ser med det varme øje på et emne (det være sig en ting, person eller fænomen) lader man sig rive med og begejstres. Når man ser med det kolde øje er man analyserende og skeptisk. 

I livet har man brug for begge synsmåder. Med det varme øje lever man sig ind i personer eller ting og identificerer sig empatisk med den eller det. Med det kolde øje distancerer man sig, tager ikke nødvendigvis tingen eller personen for gode varer, tvivler og undersøger kritisk. Vi har det allerede i sproget, f.eks. med udtrykke at kaste et “køligt” blik på noget. Ser man kun med det varme øje, lader man sig rive med af hvad som helst. Og ser man kun med det kolde lever man isoleret fra verden og mennesker. Enøjethed, uanset temperatur, fører til, at man taber en væsentlig del af verden af syne.

Indenfor de humanistiske videnskaber kan begge synsvinkler benyttes – men man skal holde tungen lige i munden. Udgangspunktet bør være den kølige betragtningsmåde. Varmere temperaturer har man andre genrer til, bla. indenfor kunsten og det kreative. Men den varme synsvinkel er stadig brugbar som nøgle til at forstå, hvad det er, der animerer de tekster og/eller mennesker, man studerer. Der er ingen nøjagtig formel for det helt rette blandingsforhold, og der kan være behov for forskellige blandingsforhold alt efter kontekst og tidspunkt. 

Koldt vand i blodet

Midt i den bølge af begejstring over UFOer, der er skyllet ind over både internationale og danske mainstreammedier i løbet af den sidste håndfuld år, er der brug for et køligt overblik over feltet. Det leverer Kim Møller Hansen i Den store UFO-afsløring som hælder isvand ud over den overophedede scene. Kim Møller Hansen er formand for SUFOI, Skandinavisk UFO Information, og foreningen har længe forfægtet et skeptisk syn på de flyvende tallerkner. Denne skeptiske synsvinkel har dog ikke fyldt meget i mediernes dækning af UFOer de sidste 6-7 år og Hansens bog er et korrektiv til denne tendens. Bogens indgangvinkel til emnet er der derfor ikke noget nyt i. Det nye er det kritiske syn, der bliver lagt på det narrativ, som har båret UFO-temaet siden den skelsættende artikel i New York Times fra 2017, “Glowing auras and ‘Black Money:’ The Pentagon’s Mysterious UFO Program“, og den relativt lille gruppe mennesker, der tilsyneladende har stået bag. 

For det er den egentlige “afsløring” i bogen: At der bag artiklen i New York Times, og den voldsomme promovering af UFO-emnet efterfølgende, står en relativt lille gruppe mennesker, der i flere tilfælde har kendt hinanden over længere tid, og tidligere har arbejdet sammen i forskellige konstellationer. Nogle af nøglepersonerne i denne gruppe er astronomen Jacques Vallée, journalisten George Knapp, rumentrepanøren Robert Bigelow, journalisten Leslie Kean, politikerne Harry Reid og Christopher Mellon, (muligvis) tidligere medarbejder under programmet AATIP i Pentagon, Luis Elizondo, og kampsportsinstruktør og filmmager Jeremy Corbell.

En okkult rævekage

Bogens hovedærinde er at afsløre den rævekage, som denne gruppe efter sigende står bag, og som de i vid udstrækning er lykkedes med takket være politiske kontakter, en godtroende presse, samt den voksende tendens til, at skellet mellem fiktion og fakta ophæves. Forklaringen på gruppens motiv synes at være en blanding af penge og noget, der nok i sidste ende må karakteriseres som religiøs tro. AATIP-programmet, der blev “afsløret” i 2017-artiklen, var finansieret af 22 millioner dollars og løb over et par år, og blev gennemført af Bigelows firma. En lille post på det amerikanske forsvarsbudget, men immervæk et stort beløb. AATIP bliver i 2017-artiklen fremstillet som et program, der undersøger uidentificerede flyvende objekter, men handlede i virkeligheden i vid udstrækning om, at undersøge alle mulige fantastiske og paranormale fænomener, der skulle været koncentret af den såkaldte “Skinwalker Ranch” i Utah, som var ejet af Bigelow.

Dette hovedærinde er bogens styrke. Det er imidlertid også her, at bogen har en svaghed. Afsløringen af den kabale af mennesker, der udgør den hårde kerne i lobbyismen for en fornyet tro på UFOer, som tegn på tilstedeværelsen af ikke-menneskelig intelligens på Jorden, er en kompliceret sag. Tilsyneladende er de forbundet på kryds og tværs i både tid og relationer. F.eks. viser det sig, at Leslie Kean, der med bogen UFOs: Generals, Pilots and Goverment Officials Go on the Record (2010) ellers (for den naive læser) har fremstået som en relativt sober udgave af den (for)nye(de) UFO-tro, har været kæreste med en af de helt centrale fortalere for realiteten af UFO-bortførelser, Budd Hopkins. Og begge har på et tidspunkt været sponsoreret af den allestedsnærværende Robert Bigelow. At folk med samme interesser kender hinanden, eller har været kærester, er der dog ikke i sig selv noget odiøst i. Problemet er iflg. Den store UFO-afsløring, at de mere eller mindre alle sammen har en lemfældig omgang med sandheden, ignorerer undersøgelser, som modbeviser deres påstande og tror på ting, der rækker langt ud over UFOer og ind i det paranormale. 

Denne “afsløring” virker trolig på mig. Min oplevelse efter i de sidste par år at have bevæget mig ind på UFO-området er, at næsten hver gang jeg dykker lidt dybere ned i noget, som en “ekspert” har udtalt sig om i medierne, dukker der sære og utroværdige postulater op. Et eksempel kan være Bob Lazar, som Jeremy Corbell forsøgte at bringe til ære og værdighed med sin film Bob Lazar: Area 51 & Flying Saucers (2018). Her er et gennemgående tema, at Lazar ingen økonomiske interesser har i, at fortælle om sin ufrivillige konfrontation med ekstraterrestriale fartøjer, og at han desuden meget nødigt udtaler sig til offentligheden. Graver man en smule finder man ud af, at han sælger UFO-relaterede souvenirs på sin hjemmeside. Et andet er Jacques Vallée, hvis bøger er fulde UFO-eksempler på en måde, der minder om hedengange religionshistorikeres endeløse og ahistoriske måder at stable eksempeltårne op i komparativismens navn. Og desuden i bogen Trinity: The Best-Kept Secret (med Paolo Leopizzi Harris, 2021) afslører sig som mindre begavet, end man umiddelbart skulle have troet, eller løgner; måske begge dele. 

Dokumentation – og mangel på samme

I Kim Møllers Hansens afsløring savner jeg imidlertid fyldestgørende kildehenvisninger. Ofte står udsagn uden henvisning til, hvorfra informationen kommer, og når der henvises til kilder, er det ikke sjældent blot til andre, der fortæller det samme, men heller ikke henviser til de kilder, hvorfra de har deres viden. Det tydeligste eksempel findes over tre sider i bogen med titlen “Ufonetværket, der fodrer en sulten presse” (s. 32-34). Her opridses en meget interessant historie, der begynder med Jacques Vallée, der har en ung “protegé” ved navn Hal Puthoff, som han knytter til et firma, der skal udføre forskning for CIA i form at projektet “Stargate”. Tryllekunstneren og fupmageren Uri Geller er knyttet til projektet, der har til formål at undersøge om psykiske evner kan anvendes til spionage. Herfra går der tråde til Bigelow og det berygtede arnested for allehånde okkulte og UFO-relaterede begivenheder, Skinwalker Ranch, og videre op til AATIP.

Det er en meget interessant – og vigtig hvis sand – oprulning af noget af baggrunden for den nuværende UFO-bølge. Imidlertid er lidt over en side af kapitlet (hele s. 32 og de første syv linjer af s. 33) en direkte oversættelse, stort set ord for ord, af skeptikeren Brian Dunnings lille youtubevideo “What’s Really Behind the UFO News”. Lidt senere henvises der ganske vist til Dunnings video, men uden at der bliver gjort opmærksom på, at godt halvdelen af kapitlet er løftet direkte fra denne “kilde”. Det i sig selv er ikke så heldigt, men det bliver ikke bedre af, at Dunnings afsløring af UFO-kabalen selv fremstår uden henvisninger til, hvorfra han har disse oplysninger. Dét er rigtigt ærgerligt, når man betænker, at Hansens store anklage mod UFO-kabalen er, at de kommer med udokumenterede påstande. 

Som sagt er det ikke fordi, at historien virker usandsynlig på mig, og der henvises da også til f.eks. graverjournalisten Steven Greenstreet, der har afdækket den dubiøse baggrund for post 2017-UFO-bølgen i New York Post i en række artikler og podcasts. Jeg har foreløbig blot set den podcast, der refereres til i Hansens bog, og umiddelbart virker det som om, at man ved at følge Greenstreets research yderligere, måske kan blive klogere på kilderne til afsløringerne. Det er også muligt at der i det omfangsrige materiale på SUFOIs hjemmesider er mere dokumentation at finde, og ligesådan i de bøger foreningen har udgivet. Hvilket bringer mig videre til et generelt problem ved bogen. 

Preaching for the choir?

Rent stilistisk bærer bogen præg af til en hvis grad at være skrevet i et miljø, hvor afsløringen af fupmenageriet omkring den nye UFO-bølge forlængst er sket. Der prædikes så at sige, og med en fordanskning af et amerikansk udtryk, for koret. Når der f.eks. tales indforstået om “det amerikanske ufocirkus” (s. 7) eller om “tastaturkrigere og sølvpapirshatte” (s. 42) synes jeg bogen skyder sig selv lidt i foden, når den gerne vil tale fornuft til, og overbevise, både individer og medier, om den nye UFO-bølges tvivsomme oprindelse. 

Rumskibshyptosen om UFOer

En anden ting, der undrer mig ved bogen, er, at den kun fokuserer på “rumskibshypotesen” om UFOer (altså at de har en ekstraterrestrial oprindelse) og går uden om de mange andre hypoteser, der også florerer på det nuværende UFO-felt. Når bogen flere gange nævner Jacques Vallée, og påpeger hans betydning som ideologisk (og religiøs) bagmand for feltet, synes jeg også bogen kunne have ofret lidt opmærksomhed på den “interdimensionale” eller “esoteriske” hypotese, som vil vide, at UFOerne stammer fra andre dimensioner, eller en eller anden form for “højere” virkelighed. 

På mig virker det nemlig sådan, at det er rumskibshypotesen UFO-kabalen benytter, når den skal være “stueren”, men at der i virkeligheden lige under denne “overflade” gemmer sig en langt mere mærkelig, broget og okkult verden af trosforestillinger, hvor i blandt liv efter døden synes at indtage en nøgleposition. Dette berøres i bogen, bl.a. via behandlingen af fænomenet Skinwalker Ranch, men kunne være udfoldet yderligere, og dermed have været med til at give en bredere, og lidt mere dybtgående, forståelse af, hvad der egentlig rører sig på feltet. Men i en bog der af omfang har pamfletpræg og på en del måder er en slags udvidet debatindlæg, er der selvfølgelig meget stof, der ikke kan behandles. 

Bogens øvrige styrker

Når dette er sagt, er der flere meritter ved bogen jeg gerne vil fremhæve. Bogen kaster et skarpt lys på den kontekst, som har været med til at give UFO-bølgen gennemslagskraft. Takket været de sociale medier lever vi i dag i en verden præget af en såkaldt “opmærksomhedsøkonomi”. Techgiganterne kæmper om vores opmærksomhed via algoritmer og medierne følger trop, hvorfor “click bait”-overskrifter og -temaer har fremdrift. Her er UFO-historierne guld værd; for hvem vil ikke gerne vide, om det faktisk forholder sig sådan, at det amerikanske militærkompleks er i besiddelse af ikke-jordiske fartøjer?

Bogen kaster også lys på tidens tendens til at skellet mellem fakta og fiktion ophæves: “Holdning og tro bliver i dag for ofte sidestillet med viden. Kendsgerningerne er ikke længere nær så vigtige som menneskers oplevelser af kendsgerningerne” (s. 7). Konspirationsteorier væves ustandseligt på internettets utrættelige væve og tilliden til regeringer og autoriteter synes at mindskes dag for dag. Dette er et kæmpe problem for demokratiet og den offentlige samtale, for hvordan skal man bestemme, hvad der er den rigtige måde at handle på, hvis man ikke længere har én eller anden form for objektivt bestemmelig virkelighed at tage sine beslutninger ud fra? Klimakatastrofen er blot ét område, hvor dette spørgsmål er presserende.

Bogen tager desuden befriende livtag med den ide, at en videnskabelig titel nødvendigvis skulle gøre folk immune overfor ikke-verificerbare trosforestillinger, eller at en højt specialiseret teknisk uddannelse – her tænkes især på piloter – nødvendigvis gør folk bedre til at bedømme UFO-observationer. Og endelig langes der hårdt ud efter mediernes dækning af UFO-historierne, som i forfatterens optik er alt for godtroende, dårligt researchet og uden kendskab til UFO-mytens historie: “Det er ansvarsforflygtigende at foregive at være kritisk journalist, trumfe med pressekortet og en velpudset glorie og legitimere en tyndbenet, ensidig og/eller udokumenteret video, artikel eller podcast med ordene: “Jeg vil lade lytterne/læserne/seerne danne deres egen mening ud fra det, de har hørt/læst/set.” Eller “Det er vigtigt at forholde sig åbent, også når vi taler om besøg fra rummet.” Med denne tilgang forbliver oplevelserne og historierne hengemt i anekdoternes, vandrehistoriernes og troens verden, og ingen bliver klogere og oplyst om, hvad der i virkeligheden kan ligge bag om oplevelserne, om dokumentationen er i orden etc. De sagesløse lyttere, læsere og seere bliver ganske enkelt ført bag lyset” (s. 52-53).

UFOerne og den postfaktuelle verden

Jeg synes opsangen er på sin plads, men det er samtidig et lidt vanskeligt navigerbart område. Ordene kunne meget vel være møntet på DRs podcast Flyvende tallerken, hvor jeg selv har deltaget i et afsnit. Som bekendt er astrofysiker Anja C. Andersen medvært i programmet og det er mit indtryk, at hendes åbenhed overfor emnet bla. bunder i et ønske om, at nå ud til folk, der måske ikke ellers er særligt optagede af videnskabens verden. Det gøres ikke ved at kalde folk, der tror på UFOer (som f.eks. rumskibe), for “sølvpapirshatte”. Men omvendt er det korrekt, at man i det mindste af uddannede journalister ansat ved kritiske medier burde kunne forvente et større mål af analyse og velresearchet dokumentation, end det måske også i Danmark har været tilfældet post 2017.

Trods sine mangler er Den store UFO-afsløring et godt redskab til netop denne målgruppe, og man må håbe at mangt en journalist får den i hånden og bruger den som springbræt til at sætte sig bedre, og mere kritisk, ind i emnet. Bogen vil også lande godt hos den almindelige læser med interesse for området. Der er en god lille indføring i emnets historie til at begynde med, og en tidslinje bagest, hvor man kan orientere sig i forløbet efter 2017-artiklen. Hvis bogens afsløring står til troende er det på høje tid, at dét bliver almen viden. Og så maner det i dén grad til eftertanke, hvis det virkelig er tilfældet, at det i maven på det amerikanske statsapparat er lykkes en lille, hård kerne af radikaliserede esoterikere at trække i trådene på en virkelighedsopfattelse, der i forvejen hænger i trevler. 

Som jeg har påpeget i en artikel om rumreligion, der også berører UFO-feltet, ligger der i UFO-folkets store kodeord “disclosure” (den endelige afsløring af alt det, den amerikanske regering gennem tiden har holdt skjult vedrørende UFOer) formodentlig også en længsel efter en åbenbaring af religiøs karakter. Det er denne “disclosure”-længsel, som titlen på Hansens bog spiller ironisk på. Hovedbudskabet er, at der ikke kom nogen afsløring af nedstyrtede rumskibe og rumvæsner på køl. I stedet kom det for en dag, at et par indspiste håndfulde UFO-entusiaster har formået at sætte en UFO-lavine igang, hvis skred gennem verden endnu ikke er slut. 

En skæbne skrevet i stjernerne

Omtale af Catherine L. Newell, Destined for the Stars: Faith, the Future and America’s Final Frontier. Pittsburgh, Pa.: University of Pittsburgh Press, 2019.

Bogens formål

Catherine L. Newells bog Destined for the Stars er et af de vigtigste akademiske studier af sammenhængen mellem religion og rumfart, som jeg har læst i nyere tid. Newells beskrivelse af bogens formål lyder: “While other histories of the space race paint a picture of a nation mobilized by political and ideological fears, these cultural creators tell the story of how an organic movement grew out of technological and scientific faith – and religious anxieties about a man-made Armageddon – and merged with a deep-seated belief in a sense of divine destiny to reach the heavens.” (s. 5) Oven i dette vil hun også påvise, at det skel, vi er blevet vænnet til at se mellem religion og videnskab, ofte slet ikke er der på den måde, vi forestiller os. Begge dele lykkes hun ganske formidabelt med. 

Troldmanden Bonestell

Omdrejningspunktet for studiet er Chesley Bonestell (1888-1986), hvis karriere som teknisk tegner og illustrator fik en afgørende indflydelse på den amerikanske offentligheds opfattelse af rumfart. Derved fik han også stor betydning for formuleringen og virkeliggørelsen af drømmene om, at erobre rummet. Bonestells historie er tæt vævet sammen med afgørende punkter i USAs kultur og historie. Han var f.eks. med til, ved hjælp af tegninger, at gøre Golden Gate-broen ved San Fransisco håndgribelig for dem, der skulle støtte projektet økonomisk, og spillede derfor en vigtig rolle ift. broens opførelse. 

På samme måde fik den serie malerier han lavede af Saturn set fra de på det tidspunkt ni kendte af planetens måner, en kæmpe betydning for tilblivelsen af Apolloprogrammet. Den 29. maj 1944 blev serien af malerier trykt i magasinet Life og de udmærkede sig ved at kombinere stor, realistisk akkuratesse og en fantastisk sans for at fremmane det sublime med en stor viden om faktiske astronomiske forhold. Dette gjorde ham i stand til at fremstille billeder, der gjorde planeterne i solsystemet til konkrete, virkelige steder, og ikke blot scener for diverse science fiction-eventyr. Malerierne afstedkom, i Newells formulering, at “space went form being the realm of scientists and science fiction to a plausible extension of American interest and imagination” (s. 63). 

Det vilde vestens gyldne mytologi

Samtidig påviser Newell på overbevisende vis hvordan Bonestell trak på den centrale amerikanske kunsttradition, der fremstillede the frontier – grænsen til det endnu ukendte under koloniseringen af Nordamerika – i en mytologisk aura. I sig selv en tradition der trak på bibelske og kristne forestillinger om et nyt Israel og det forjættede land, som blev projiceret over på Amerika. 

Saturn set fra Titan, Chesley Bonestell, 1943

Man talte om en “manifest destiny”, at det var kolonisatornes “åbenbare skæbne” som en del af Guds plan at underlægge sig og “civilisere” det Vilde Vesten og dermed oprette et nyt, paradisisk rige. Selv efter den totale erobring af Nordamerika levede disse millenaristiske drømme videre, og lå klar til at blive projiceret over på et nyt landskab: Solsystemet. Og Bonestells billeder havde netop den funktion, at gøre landskaberne i rummet nærværende og virkelige, som steder man rent faktisk kunne besøge.

Atombomben og den kolde krig

Newell viser også hvordan disse millenaristiske drømme fik ekstra brændstof fra datidens to, store og altoverskyggende trusler: Atombomben og den kolde krig. De tilførte forestillingen om frelse i verdensrummet ekstra appel, idet flugten ud i himmelrummet ikke blot bragte en nærmere til et nyt paradis og hjemstedet for den kristne himmel, men også viste en vej ud af det jordiske morads, der truede med at udrydde alt liv på Jorden. 

Tyske rum-helte

Bonestell allierede sig med en anden central skikkelse – det Alexander C.T. Geppert har kaldt en “rum-persona” – Willy Ley (1906-1969) og sammen udtænkte de bogen The Conquest of Space (1949), der var en meget vigtig trædesten på vejen mod at overbevise den amerikanske – og verdens – befolkning om rumfartens meget virkelige muligheder. En bog der blev en slags model for mange lignende, efterfølgende bøger. Herefter kom de i kontakt med Wernher von Braun, den tidligere tyske SS-officer, der stod for udviklingen af V2-raketten i Peenemünde, og siden kom til USA og blev en nøglefigur i udviklingen af Saturnraketten, der i sidste ende bragte de første mennesker til Månens overflade. 

Sammen med andre vidende på feltet skrev von Braun i begyndelsen af 1950erne en artikelserie, der bla. blev illustreret af Bonestell, til det meget udbredte Collier’s magasin, der omhandlede mulighederne for at lande på Månen og kolonisere Mars. Denne serie igen førte til, at Walt Disney valgte bla. von Braun og Willi Ley som fortællere i en dokumentarisk anlagt, animeret mini-tv-serie, der ligesom serien i Collier’s gjorde rummets erobring til en nært forestående mulighed og, argumenterer Newell, beredte vejen for, at John F. Kennedy endelig i 1962 kunne kunne holde den berømte “We choose to go to the Moon”-tale på Rice University.

Von Brauns religiøsitet

Bogen slutter med en grundig behandling af von Brauns religiøse overbevisninger, som han udviklede efter sin overførsel til USA. Von Braun blev dedikeret kristen og overbevist om, at det var Guds plan for mennesket, at det skulle emigrere ud i verdensrummet. Han så religion og videnskab som fundamentalt forenelige, og anså religion som en afgørende faktor i at gøre mennesket tilstrækkeligt etisk funderet til at det kunne håndtere de store farer og udfordringer udviklingen af nye teknologier uundgåeligt ville udsætte mennesket for. 

Exploring Mars, Chesley Bonestell, 1953.

På denne måde argumenterer Newell overbevisende for, at virkeliggørelsen af den videnskabelige og teknologiske triumf – det amerikanske Apolloprograms månelandinger – i meget væsentlig grad blev drevet frem af både en billedkunst og retorik, der trak på gamle, religiøse forestillinger. Samtidig med at hun dermed producerer et virkeligt godt bevis for, at skellet mellem religion og videnskab ofte slet ikke kan sættes så entydigt, som vi gennem diverse uddannelsesprogrammer og debatter er blevet vant til at tænke dem op gennem det 20. århundrede. 

Utopiens ende

I begyndelsen af 1970erne vendte offentlighedens interesse sig mod Jorden igen og man besindede sig på at prøve at løse alle de problemer, der plagede den, herunder den begyndende ødelæggelse af økosfæren (dog uden det store held) og som led i denne vending – bla. meget dygtigt analyseret i Robert Pools Earthrise – blev Apolloprogrammet afsluttet før tid og drømmene om at fortsætte til Mars skrottet. 

Imidlertid lever de oprindelige, og religiøst inspirerede, drømme videre og omkring opsendelsen af marsroveren Curiosity i 2012 så Newell noget af det samme springe ud igen. Hun kommer ikke ind på det såkaldte “NewSpace”, det andet store kommercielle og militære rumkapløb der nu er i gang, men ikke desto mindre påpeger hun, at rumreligionen lever videre.

Et centralt studie

For mig bekræfter det den tese jeg luftede allerede i 2008 med artiklen “Transcendence of Gravity”, og den samlede tese jeg sammen med Roger Launius og Virgiliu Pop fremførte i særnummeret af Astropolitics i 2013 – nemlig at rumfart og religion hænger dybt sammen og at der i vid udstrækning benyttes religiøst funderet retorik i rum-aktivistiske kredse. 

Newells bog er ikke blot godt skrevet men også velresearchet og bygger i vid udstrækning på centrale studier af emner, der tangerer det Newell behandler. Der er bestemt også væsentlige aspekter af temaet rumfart og religion Newell har valgt ikke at nævne eller behandle, eller måske overser, men som et samlet studie i boglængde er Destined for the Stars nok det bedste bud, der pt. findes.

_______

Thore Bjørnvig. 2012. “Transcendence of Gravity: Arthur C. Clarke and the Apocalypse of Weightlessness,” in Alexander CT Geppert (ed.), Imagining Outer Space: European Astroculture in the Twentieth Century, Basingstoke/New York: Palgrave Macmillan: 127- 146.

Thore Bjørnvig. 2013. With Roger D. Launius and Virgiliu Pop. Special issue of Astropolitics on “Spaceflight and Religion”, Vol. 11, No. 1- 2.

Alexander CT Geppert. 2008. “Space Personae: Cosmopolitan Networks of Peripheral Knowledge, 1927-1957” in Journal of Modern European History 6.2: 262-86.

UFO-troen og den amerikanske kosmisme

Omtale af Diana Pasulkas American Cosmic: UFOs, Religion, Technology, New York: Oxford University Press, 2019

På det “nye” (post 2017) UFO-felt, der simrer og flimrer så det er en hel lyst, er Diana Pasulka en væsentlig spiller. Hun er religionsforsker og står for en religionshistorisk analyse af UFO-fænomenet. Dette skete første gang i bogform med American Cosmic fra 2019. Siden er hun blevet interviewet i en lang række dokumentarudsendelser og podcasts, fx vores egen Flyvende tallerken, og har fornylig udgivet opfølgeren til American Cosmic, nemlig Encounters. Hendes ord har vægt. Men hvad er det egentlig hun siger? Det er, synes jeg, faktisk ikke så let at finde ud af – men i det følgende vil jeg give det et forsøg. 

Vallée-skolen

Omslag til bogen.

Først og fremmest lægger Pasulka ikke skjul på i hvilken tradition hun taler, eller hvilken “skole” hun tilhører. Den franske forsker og IT-mand Jacques Vallée, der i mange år har spillet en central rolle på UFO-området, bliver fra begyndelsen nævnt, ligesom den amerikanske religionsforsker Jeffrey Kripal nævnes flere gange. Begge repræsenterer de en retning inden for UFOlogien, der primært forstår fænomenet som paranormalt. Som jeg har beskrevet i min omtale af Kripals bog Authors of the Impossible er det en måde at forstå fænomenet på, som antager at det findes i virkeligheden. Men at vi pr. definition ikke kan vide hvad det er, og at både religiøse (“troende”) og videnskabelige (“skeptiske”) fortolkninger er lige galt afmarcherede. 

At vælge Vallée som eksplicit mentor er et kontroversielt valg, eftersom Vallées hyper-komparative metoder mig bekendt aldrig har spillet nogen større rolle i religionsvidenskaben. Kripal er mere “stueren”, omend tydeligvis mere end bare fascineret af de fænomener, han beskriver i sine bøger. Men i det hele taget er Pasulkas bog ikke en religionsvidenskabelig bog, som man finder dem flest. 

Postmoderne detektivroman om UFO-mysteriet?

Rent stilistisk kan man ind i mellem blive i tvivl om, hvorvidt man sidder med en New Age-spændingsroman, ala James Redfields Den tiende indsigt, eller en akademisk monografi om UFO-fænomenet. I vid udstrækning er bogen skrevet i førsteperson, med en handling der springer frem og tilbage i tid, men ikke desto mindre drives frem af et spændingssøgende narrativ. Den del af bogen, der fungerer på dette niveau, gør det primært via de to anonymiserede forskere og teknikere “Tyler” og “James”. Her, fem år senere, er identiteten på Tyler endnu hemmeligholdt. Men han arbejder i rumfartssektoren, hvor han indtager en central rolle. Til gengæld er “James” forlængst sprunget ud som professor i molekulærbiologi Garry Nolan. 

Via disse to personer, som Pasulka i noget der ligner romanform, fortæller om diverse møder med, bliver Pasulka gradvist indviet i det, som Jacques Vallée har kaldt “the invisible college” – en gruppe af videnskabsmænd, som for at undgå offentlighedens søgelys og den potentielle latterliggørelse, i al hemmelighed studerer UFO-fænomenet. Bla. tager hun med de to ud i ørknen, til et hemmeligt sted hun kun kan komme til, hvis hun indvilliger i at få bind for øjnene. Her leder de to “usynlige” forskere efter vragstumper fra et ikke-jordisk fartøj. Sådanne indslag, sammen med talrige referencer til Vatikanet, der nok skyldes Pasulkas tidligere research her ifm. helgenoplevelser, men som også giver bogen et godt drys Davinci-mysterie, er det underholdning i første klasse. 

UFO-fænomenet – en ny religion?

Så vidt jeg kan se skal bogen forestille, at Pasulka foretager antropologisk feltarbejde blandt en art “ny” religiøs UFO-bevægelse i stil med Leo Festingers klassiske When Prophecy Fails fra 1954, hvor Festinger og hans team infiltrerer en UFO-kult, der venter på verdens undergang. Dét retfærddigør for så vidt det stilistiske valg af førstepersonsfortæller involveret i historier og begivenheder, en stil der ikke er fremmed for den type bøger. Men det, der skiller bogen ud fra mere traditionelle feltstudier er, at de personer Pasulka følger og møder, herunder Jacques Vallée, ikke blot er studieobjekter, men også i en eller anden grad ledestjerner. For at benytte en gammel antropologisk dikotomi er Pasulka med andre ord ikke kun etic observerende, men også emic deltagende. Det diskvalificerer ikke nødvendigvis Pasulkas studie. Men det er med til at gøre det lidt svært at forstå, hvad det helt præcist er for en akademisk indsigt hun vil give læseren. 

Flere steder i bogen fremfører Pasulka, at hun studerer en ny form for religion. Det er blot en af de ting, der undrer mig – for fænomenet “UFO-religion” (jf. fx netop Festingers When Prophecy Fails) er jo langt fra noget nyt. Men det er netop dette med “religion” og præcist hvilket objekt Pasulka studerer, der er svært at hitte rede i. For på den ene side synes hun at mene, at fx Tyler og James (Nolan) er repræsentanter for en ny religion. Samtidig synes hun dog at være sympatisk stemt overfor deres foragt over for den medieskabte religiøse UFO-myte, hvor UFOer er flyvende tallerkner fra rummet, der er kommet for at redde eller udrydde os. Men det skal nok forstås inden for den ramme, som Vallée sætter op: Nemlig at både tro og skepsis er fejlslagne fortolkningsstrategier. 

Vinduer ind til en anden verden

En central tese i American Cosmic bygger på studier af kognitive medieforskere, der anfører, at hjernen, når den eksponeres for overbevisende visuelle stimuli, uanset deres fiktive karakter, uhjælpeligt siddestiller disse med virkelige begivenheder. Begivenheder der kun er set på film (hvad enten på Netflix, i biografen eller på sociale medier) indlejres i hjernen som (mere eller mindre erkendte) erindringer, der strukturerer oplevelser af den “virkelige” verden. UFOer som flyvende tallerkner styret af rumvæsener er en medieskabt (og desuden også af efterretningstjenester hemmeligt manipuleret) myte, der skaber en art kognitiv matrix, som gør, at folk, der oplever “fænomenet” fortolker det i denne kontekst. Men i “virkeligheden” er fænomenet  langt mere komplekst og ufortolkeligt end som så. Snarere er det, som Vallée har bedyret, at betragte som “vinduer” ind til en anden virkelighed, en slags himmelske “koan’er”, der via deres ofte helt uforståelige absurditet, skal højne vores bevidsthed. Et fænomen der nok har en fysisk komponent, men ofte viser sig i form af allehånde psykiske og parafænomenale effekter. 

To forskellige religioner?

Reelt er der altså tale om to former for religion, en mere sofistikeret og antidogmatisk, som Tyler og James tilhører, og en mere primitiv og manipuleret, som “masserne” – men også mange, der faktisk oplever “fænomenet” – tilhører. Som hun forklarer et sted: “The suggestion that the phenomenon is the basis for a new form of religion elicited sneers and disgust [fra folk som Tyler og James]. To them, the phenomenon was too sacred to become religious dogma. It was also, in their opinion, too sacred to be entrusted to the media.” (p. 15). Men det er især her jeg synes at Pasulka bliver uklar i spyttet. Hvilken af de to religioner studerer hun i bogen? Og hvad er forholdet mellem disse to religioner? 

Diana Pasulka

På den ene side synes Pasulka at mene, at både “the invisible college” og den medieskabte UFO-mytologi befinder sig på det samme religiøse spektrum, hvorfor man må mene, at hun som religionsforsker studerer begge dele som ét samlet fænomen. Men sådan er det bare ikke rigtig alligevel. Og hvorfor det ikke er sådan kommer frem i bogens konklusion. Her forklarer Pasulka, at man forholdsvist let kan studere en religions “funktionelle” aspekter – men ikke de hellige: “There is another aspect to religion – the “sacred” element. The sacred element is not easily studied, as it might involve a sacred event, or a being. It is the object of belief, but it is usually mysterious and cannot be studied, itself, objectively. One cannot put and angel under a microscope. It is this aspect, the mysterious sacred, that distinguishes religion from other organized practices like sports or fandoms. In religions, one finds the inexplicable, sacred event, or a mysterious artifact.” (p.442). 

Det hellige

Hvorfor det “hellige” skulle unddrage sig religionsvidenskabelig analyse kan vist kun forklares ved, at Pasulka mener, at det er “sui generis”, af sin helt egen art, og dermed tilhører en mystisk sfære, der ikke kan analyseres eller fortolkes, og derved omformes til et andet sprog, end dets eget. Og dette igen forudsætter, at det hellige i en eller anden forstand er virkeligt – at de engle, man ikke kan komme under et mikroskop, faktisk findes. Så vidt jeg kan se, er det her Pasulkas egentlige position bliver klar. Når hun et sted siger: “Most of the atheists I know are also professors of religious studies. That is not me, however” er det jo også en ret klar indikation af, at hun selv er troende (p. 87).

I bund og grund tror hun på, at der er et objektivt eksisterende fænomen – det hellige – som så efterfølgende fortolkes af den, der oplever det: “One thing that UFO events and religious experiences have in common is that they don’t begin as UFO events or religious experiences. The become UFO events and religious experiences through interpretation. I have not met one experiencer who has seen an anomalous aerial object and immediately thought, That is a UFO!” (p. 80-81). Denne position er dog i min optik naiv, måske ligefrem tendentiøs. Mener Pasulka virkelig slet ikke, at selve forventningen om en bestemt oplevelse kan skabe den? At religiøse mennesker, siden tidernes morgen, ikke har efterstræbt helt specifikke religiøse oplevelser, om det så er prærieindianerens vision af Wakantanka, asketens Kristus-vision, eller den UFO-religiøses længsel efter at se en UFO?

Opløsningen af virkeligheden

Men måske er dette trods alt en forenkling af Pasulkas position i American Cosmic. Et gennemgående tema i bogen er ophævelsen af det virkelige og det virtuelle: “Within a digital landscape, the distinction between the real and the unreal ceases to be meaningful. The loss of this modernist framework gives way to a transcendent one with qualities that appear to collapse or, more accurately, exceed the modern constructions of real and not real. As Jean Baudrillard and others have long argued: real and unreal are no longer meaningful categories or frames of reference. That doesn’t mean this framework doesn’t exist; it simply means that it is irrelevant to many people.” (p. 119) Og videre et andet sted: “…the perceived contact with a nonhuman intelligent, divine being is simultaneously imagined and real. I am not making an ontological claim, that extraterrestrials are real in the sense that couches are real, although they could be. I am arguing that perceived contact has very real effects with powerful social implications.” (p. 216)

Så i en hvis forstand er (UFO)fænomenet både virkeligt og ikke-virkeligt. Denne analyse af fænomenet bliver også på en måde en analyse af den “virkelighed” som via digital transformation, sociale medier og kunstig intelligens i højere og højere grad omgiver os. En “virkelighed” hvor skellet mellem virkelighed og fantasi udviskes. Og på en måde ligger American Cosmics vigtigste pointe her (sammen med dens demonstration af, at forskere og rumteknikere sagtens kan leve i et verdensbillede, der er både religiøst og videnskabeligt på én gang). Men samtidig peger temaet også på et problem ved bogen: I jo højere grad man som forsker omfavner ophævelsen af skellet mellem virkeligt og uvirkeligt, sandt og falskt, faktisk og ikke-faktisk, og man som konsekvens deraf også ophæver skellet mellem subjekt og objekt (forskning og emne), jo mere undergraver man også selve forudsætningen for et akademisk, videnskabeligt studie af noget som helst. 

Bogen som akademisk redskab

I bund og grund er det vel også derfor, at Pasulka vælger den personbårne, indlevende fortællermodus og ikke rigtigt tilbyder nogen klar analytisk ramme, der favner hele hendes stof og gør det muligt som læser at forholde sig til nogle klare konklusioner, man kan arbejde videre med. For nogle vil dette vel ses som den naturlige og eneste rigtige konsekvens af de erkendelser, bogen handler om. For undertegnede gør det det svært at anvende bogen som akademisk redskab i studiet af UFO-fænomenet. Og spørgsmålet er måske også i sidste ende, om American Cosmic skal rubriceres som en religionsvidenskabelig, akademisk monografi – eller et religiøst kildeskrift. Pasulkas store mentor, Jacques Vallée er esoteriker, erklæret gnostiker, og har været dybt involveret i rosenkreuzernes religiøse univers. Uanset UFO-fænomenets mulige objektivt eksisterende (eller bare socialt virtuelle) dimensioner, og uanset Vallées forkastelse af “religiøse” fortolkninger af det, forekommer det mig uprofessionelt ikke at inddrage Vallée-skolens læsning af fænomenet i en religionsvidenskabelig analyse af UFO-fænomenet på lige fod med evt. medieskabte fortolkninger af en “lavere” orden.