UAP

En skandale af kosmiske dimensioner: Afsløringen af afsløringen

Anmeldelse af Kim Møller Hansen, Den store UFO-afsløring, Skandinavisk UFO Information, 2024. 87 s.

Om kolde og varme øjne

I sin bog Astrofuturism (2003), om utopiske forestillinger knyttet til rumfart, taler forskeren De Witt Douglas Kilgore om at kigge på bogens emne med et “koldt” øje. Inspireret af dette opererer jeg i mit virke som religionshistoriker, med astroreligion som emnefelt, med et “varmt” og et “koldt” øje. Når man ser med det varme øje på et emne (det være sig en ting, person eller fænomen) lader man sig rive med og begejstres. Når man ser med det kolde øje er man analyserende og skeptisk. 

I livet har man brug for begge synsmåder. Med det varme øje lever man sig ind i personer eller ting og identificerer sig empatisk med den eller det. Med det kolde øje distancerer man sig, tager ikke nødvendigvis tingen eller personen for gode varer, tvivler og undersøger kritisk. Vi har det allerede i sproget, f.eks. med udtrykke at kaste et “køligt” blik på noget. Ser man kun med det varme øje, lader man sig rive med af hvad som helst. Og ser man kun med det kolde lever man isoleret fra verden og mennesker. Enøjethed, uanset temperatur, fører til, at man taber en væsentlig del af verden af syne.

Indenfor de humanistiske videnskaber kan begge synsvinkler benyttes – men man skal holde tungen lige i munden. Udgangspunktet bør være den kølige betragtningsmåde. Varmere temperaturer har man andre genrer til, bla. indenfor kunsten og det kreative. Men den varme synsvinkel er stadig brugbar som nøgle til at forstå, hvad det er, der animerer de tekster og/eller mennesker, man studerer. Der er ingen nøjagtig formel for det helt rette blandingsforhold, og der kan være behov for forskellige blandingsforhold alt efter kontekst og tidspunkt. 

Koldt vand i blodet

Midt i den bølge af begejstring over UFOer, der er skyllet ind over både internationale og danske mainstreammedier i løbet af den sidste håndfuld år, er der brug for et køligt overblik over feltet. Det leverer Kim Møller Hansen i Den store UFO-afsløring som hælder isvand ud over den overophedede scene. Kim Møller Hansen er formand for SUFOI, Skandinavisk UFO Information, og foreningen har længe forfægtet et skeptisk syn på de flyvende tallerkner. Denne skeptiske synsvinkel har dog ikke fyldt meget i mediernes dækning af UFOer de sidste 6-7 år og Hansens bog er et korrektiv til denne tendens. Bogens indgangvinkel til emnet er der derfor ikke noget nyt i. Det nye er det kritiske syn, der bliver lagt på det narrativ, som har båret UFO-temaet siden den skelsættende artikel i New York Times fra 2017, “Glowing auras and ‘Black Money:’ The Pentagon’s Mysterious UFO Program“, og den relativt lille gruppe mennesker, der tilsyneladende har stået bag. 

For det er den egentlige “afsløring” i bogen: At der bag artiklen i New York Times, og den voldsomme promovering af UFO-emnet efterfølgende, står en relativt lille gruppe mennesker, der i flere tilfælde har kendt hinanden over længere tid, og tidligere har arbejdet sammen i forskellige konstellationer. Nogle af nøglepersonerne i denne gruppe er astronomen Jacques Vallée, journalisten George Knapp, rumentrepanøren Robert Bigelow, journalisten Leslie Kean, politikerne Harry Reid og Christopher Mellon, (muligvis) tidligere medarbejder under programmet AATIP i Pentagon, Luis Elizondo, og kampsportsinstruktør og filmmager Jeremy Corbell.

En okkult rævekage

Bogens hovedærinde er at afsløre den rævekage, som denne gruppe efter sigende står bag, og som de i vid udstrækning er lykkedes med takket være politiske kontakter, en godtroende presse, samt den voksende tendens til, at skellet mellem fiktion og fakta ophæves. Forklaringen på gruppens motiv synes at være en blanding af penge og noget, der nok i sidste ende må karakteriseres som religiøs tro. AATIP-programmet, der blev “afsløret” i 2017-artiklen, var finansieret af 22 millioner dollars og løb over et par år, og blev gennemført af Bigelows firma. En lille post på det amerikanske forsvarsbudget, men immervæk et stort beløb. AATIP bliver i 2017-artiklen fremstillet som et program, der undersøger uidentificerede flyvende objekter, men handlede i virkeligheden i vid udstrækning om, at undersøge alle mulige fantastiske og paranormale fænomener, der skulle været koncentret af den såkaldte “Skinwalker Ranch” i Utah, som var ejet af Bigelow.

Dette hovedærinde er bogens styrke. Det er imidlertid også her, at bogen har en svaghed. Afsløringen af den kabale af mennesker, der udgør den hårde kerne i lobbyismen for en fornyet tro på UFOer, som tegn på tilstedeværelsen af ikke-menneskelig intelligens på Jorden, er en kompliceret sag. Tilsyneladende er de forbundet på kryds og tværs i både tid og relationer. F.eks. viser det sig, at Leslie Kean, der med bogen UFOs: Generals, Pilots and Goverment Officials Go on the Record (2010) ellers (for den naive læser) har fremstået som en relativt sober udgave af den (for)nye(de) UFO-tro, har været kæreste med en af de helt centrale fortalere for realiteten af UFO-bortførelser, Budd Hopkins. Og begge har på et tidspunkt været sponsoreret af den allestedsnærværende Robert Bigelow. At folk med samme interesser kender hinanden, eller har været kærester, er der dog ikke i sig selv noget odiøst i. Problemet er iflg. Den store UFO-afsløring, at de mere eller mindre alle sammen har en lemfældig omgang med sandheden, ignorerer undersøgelser, som modbeviser deres påstande og tror på ting, der rækker langt ud over UFOer og ind i det paranormale. 

Denne “afsløring” virker trolig på mig. Min oplevelse efter i de sidste par år at have bevæget mig ind på UFO-området er, at næsten hver gang jeg dykker lidt dybere ned i noget, som en “ekspert” har udtalt sig om i medierne, dukker der sære og utroværdige postulater op. Et eksempel kan være Bob Lazar, som Jeremy Corbell forsøgte at bringe til ære og værdighed med sin film Bob Lazar: Area 51 & Flying Saucers (2018). Her er et gennemgående tema, at Lazar ingen økonomiske interesser har i, at fortælle om sin ufrivillige konfrontation med ekstraterrestriale fartøjer, og at han desuden meget nødigt udtaler sig til offentligheden. Graver man en smule finder man ud af, at han sælger UFO-relaterede souvenirs på sin hjemmeside. Et andet er Jacques Vallée, hvis bøger er fulde UFO-eksempler på en måde, der minder om hedengange religionshistorikeres endeløse og ahistoriske måder at stable eksempeltårne op i komparativismens navn. Og desuden i bogen Trinity: The Best-Kept Secret (med Paolo Leopizzi Harris, 2021) afslører sig som mindre begavet, end man umiddelbart skulle have troet, eller løgner; måske begge dele. 

Dokumentation – og mangel på samme

I Kim Møllers Hansens afsløring savner jeg imidlertid fyldestgørende kildehenvisninger. Ofte står udsagn uden henvisning til, hvorfra informationen kommer, og når der henvises til kilder, er det ikke sjældent blot til andre, der fortæller det samme, men heller ikke henviser til de kilder, hvorfra de har deres viden. Det tydeligste eksempel findes over tre sider i bogen med titlen “Ufonetværket, der fodrer en sulten presse” (s. 32-34). Her opridses en meget interessant historie, der begynder med Jacques Vallée, der har en ung “protegé” ved navn Hal Puthoff, som han knytter til et firma, der skal udføre forskning for CIA i form at projektet “Stargate”. Tryllekunstneren og fupmageren Uri Geller er knyttet til projektet, der har til formål at undersøge om psykiske evner kan anvendes til spionage. Herfra går der tråde til Bigelow og det berygtede arnested for allehånde okkulte og UFO-relaterede begivenheder, Skinwalker Ranch, og videre op til AATIP.

Det er en meget interessant – og vigtig hvis sand – oprulning af noget af baggrunden for den nuværende UFO-bølge. Imidlertid er lidt over en side af kapitlet (hele s. 32 og de første syv linjer af s. 33) en direkte oversættelse, stort set ord for ord, af skeptikeren Brian Dunnings lille youtubevideo “What’s Really Behind the UFO News”. Lidt senere henvises der ganske vist til Dunnings video, men uden at der bliver gjort opmærksom på, at godt halvdelen af kapitlet er løftet direkte fra denne “kilde”. Det i sig selv er ikke så heldigt, men det bliver ikke bedre af, at Dunnings afsløring af UFO-kabalen selv fremstår uden henvisninger til, hvorfra han har disse oplysninger. Dét er rigtigt ærgerligt, når man betænker, at Hansens store anklage mod UFO-kabalen er, at de kommer med udokumenterede påstande. 

Som sagt er det ikke fordi, at historien virker usandsynlig på mig, og der henvises da også til f.eks. graverjournalisten Steven Greenstreet, der har afdækket den dubiøse baggrund for post 2017-UFO-bølgen i New York Post i en række artikler og podcasts. Jeg har foreløbig blot set den podcast, der refereres til i Hansens bog, og umiddelbart virker det som om, at man ved at følge Greenstreets research yderligere, måske kan blive klogere på kilderne til afsløringerne. Det er også muligt at der i det omfangsrige materiale på SUFOIs hjemmesider er mere dokumentation at finde, og ligesådan i de bøger foreningen har udgivet. Hvilket bringer mig videre til et generelt problem ved bogen. 

Preaching for the choir?

Rent stilistisk bærer bogen præg af til en hvis grad at være skrevet i et miljø, hvor afsløringen af fupmenageriet omkring den nye UFO-bølge forlængst er sket. Der prædikes så at sige, og med en fordanskning af et amerikansk udtryk, for koret. Når der f.eks. tales indforstået om “det amerikanske ufocirkus” (s. 7) eller om “tastaturkrigere og sølvpapirshatte” (s. 42) synes jeg bogen skyder sig selv lidt i foden, når den gerne vil tale fornuft til, og overbevise, både individer og medier, om den nye UFO-bølges tvivsomme oprindelse. 

Rumskibshyptosen om UFOer

En anden ting, der undrer mig ved bogen, er, at den kun fokuserer på “rumskibshypotesen” om UFOer (altså at de har en ekstraterrestrial oprindelse) og går uden om de mange andre hypoteser, der også florerer på det nuværende UFO-felt. Når bogen flere gange nævner Jacques Vallée, og påpeger hans betydning som ideologisk (og religiøs) bagmand for feltet, synes jeg også bogen kunne have ofret lidt opmærksomhed på den “interdimensionale” eller “esoteriske” hypotese, som vil vide, at UFOerne stammer fra andre dimensioner, eller en eller anden form for “højere” virkelighed. 

På mig virker det nemlig sådan, at det er rumskibshypotesen UFO-kabalen benytter, når den skal være “stueren”, men at der i virkeligheden lige under denne “overflade” gemmer sig en langt mere mærkelig, broget og okkult verden af trosforestillinger, hvor i blandt liv efter døden synes at indtage en nøgleposition. Dette berøres i bogen, bl.a. via behandlingen af fænomenet Skinwalker Ranch, men kunne være udfoldet yderligere, og dermed have været med til at give en bredere, og lidt mere dybtgående, forståelse af, hvad der egentlig rører sig på feltet. Men i en bog der af omfang har pamfletpræg og på en del måder er en slags udvidet debatindlæg, er der selvfølgelig meget stof, der ikke kan behandles. 

Bogens øvrige styrker

Når dette er sagt, er der flere meritter ved bogen jeg gerne vil fremhæve. Bogen kaster et skarpt lys på den kontekst, som har været med til at give UFO-bølgen gennemslagskraft. Takket været de sociale medier lever vi i dag i en verden præget af en såkaldt “opmærksomhedsøkonomi”. Techgiganterne kæmper om vores opmærksomhed via algoritmer og medierne følger trop, hvorfor “click bait”-overskrifter og -temaer har fremdrift. Her er UFO-historierne guld værd; for hvem vil ikke gerne vide, om det faktisk forholder sig sådan, at det amerikanske militærkompleks er i besiddelse af ikke-jordiske fartøjer?

Bogen kaster også lys på tidens tendens til at skellet mellem fakta og fiktion ophæves: “Holdning og tro bliver i dag for ofte sidestillet med viden. Kendsgerningerne er ikke længere nær så vigtige som menneskers oplevelser af kendsgerningerne” (s. 7). Konspirationsteorier væves ustandseligt på internettets utrættelige væve og tilliden til regeringer og autoriteter synes at mindskes dag for dag. Dette er et kæmpe problem for demokratiet og den offentlige samtale, for hvordan skal man bestemme, hvad der er den rigtige måde at handle på, hvis man ikke længere har én eller anden form for objektivt bestemmelig virkelighed at tage sine beslutninger ud fra? Klimakatastrofen er blot ét område, hvor dette spørgsmål er presserende.

Bogen tager desuden befriende livtag med den ide, at en videnskabelig titel nødvendigvis skulle gøre folk immune overfor ikke-verificerbare trosforestillinger, eller at en højt specialiseret teknisk uddannelse – her tænkes især på piloter – nødvendigvis gør folk bedre til at bedømme UFO-observationer. Og endelig langes der hårdt ud efter mediernes dækning af UFO-historierne, som i forfatterens optik er alt for godtroende, dårligt researchet og uden kendskab til UFO-mytens historie: “Det er ansvarsforflygtigende at foregive at være kritisk journalist, trumfe med pressekortet og en velpudset glorie og legitimere en tyndbenet, ensidig og/eller udokumenteret video, artikel eller podcast med ordene: “Jeg vil lade lytterne/læserne/seerne danne deres egen mening ud fra det, de har hørt/læst/set.” Eller “Det er vigtigt at forholde sig åbent, også når vi taler om besøg fra rummet.” Med denne tilgang forbliver oplevelserne og historierne hengemt i anekdoternes, vandrehistoriernes og troens verden, og ingen bliver klogere og oplyst om, hvad der i virkeligheden kan ligge bag om oplevelserne, om dokumentationen er i orden etc. De sagesløse lyttere, læsere og seere bliver ganske enkelt ført bag lyset” (s. 52-53).

UFOerne og den postfaktuelle verden

Jeg synes opsangen er på sin plads, men det er samtidig et lidt vanskeligt navigerbart område. Ordene kunne meget vel være møntet på DRs podcast Flyvende tallerken, hvor jeg selv har deltaget i et afsnit. Som bekendt er astrofysiker Anja C. Andersen medvært i programmet og det er mit indtryk, at hendes åbenhed overfor emnet bla. bunder i et ønske om, at nå ud til folk, der måske ikke ellers er særligt optagede af videnskabens verden. Det gøres ikke ved at kalde folk, der tror på UFOer (som f.eks. rumskibe), for “sølvpapirshatte”. Men omvendt er det korrekt, at man i det mindste af uddannede journalister ansat ved kritiske medier burde kunne forvente et større mål af analyse og velresearchet dokumentation, end det måske også i Danmark har været tilfældet post 2017.

Trods sine mangler er Den store UFO-afsløring et godt redskab til netop denne målgruppe, og man må håbe at mangt en journalist får den i hånden og bruger den som springbræt til at sætte sig bedre, og mere kritisk, ind i emnet. Bogen vil også lande godt hos den almindelige læser med interesse for området. Der er en god lille indføring i emnets historie til at begynde med, og en tidslinje bagest, hvor man kan orientere sig i forløbet efter 2017-artiklen. Hvis bogens afsløring står til troende er det på høje tid, at dét bliver almen viden. Og så maner det i dén grad til eftertanke, hvis det virkelig er tilfældet, at det i maven på det amerikanske statsapparat er lykkes en lille, hård kerne af radikaliserede esoterikere at trække i trådene på en virkelighedsopfattelse, der i forvejen hænger i trevler. 

Som jeg har påpeget i en artikel om rumreligion, der også berører UFO-feltet, ligger der i UFO-folkets store kodeord “disclosure” (den endelige afsløring af alt det, den amerikanske regering gennem tiden har holdt skjult vedrørende UFOer) formodentlig også en længsel efter en åbenbaring af religiøs karakter. Det er denne “disclosure”-længsel, som titlen på Hansens bog spiller ironisk på. Hovedbudskabet er, at der ikke kom nogen afsløring af nedstyrtede rumskibe og rumvæsner på køl. I stedet kom det for en dag, at et par indspiste håndfulde UFO-entusiaster har formået at sætte en UFO-lavine igang, hvis skred gennem verden endnu ikke er slut. 

UFO-troen og den amerikanske kosmisme

Omtale af Diana Pasulkas American Cosmic: UFOs, Religion, Technology, New York: Oxford University Press, 2019

På det “nye” (post 2017) UFO-felt, der simrer og flimrer så det er en hel lyst, er Diana Pasulka en væsentlig spiller. Hun er religionsforsker og står for en religionshistorisk analyse af UFO-fænomenet. Dette skete første gang i bogform med American Cosmic fra 2019. Siden er hun blevet interviewet i en lang række dokumentarudsendelser og podcasts, fx vores egen Flyvende tallerken, og har fornylig udgivet opfølgeren til American Cosmic, nemlig Encounters. Hendes ord har vægt. Men hvad er det egentlig hun siger? Det er, synes jeg, faktisk ikke så let at finde ud af – men i det følgende vil jeg give det et forsøg. 

Vallée-skolen

Omslag til bogen.

Først og fremmest lægger Pasulka ikke skjul på i hvilken tradition hun taler, eller hvilken “skole” hun tilhører. Den franske forsker og IT-mand Jacques Vallée, der i mange år har spillet en central rolle på UFO-området, bliver fra begyndelsen nævnt, ligesom den amerikanske religionsforsker Jeffrey Kripal nævnes flere gange. Begge repræsenterer de en retning inden for UFOlogien, der primært forstår fænomenet som paranormalt. Som jeg har beskrevet i min omtale af Kripals bog Authors of the Impossible er det en måde at forstå fænomenet på, som antager at det findes i virkeligheden. Men at vi pr. definition ikke kan vide hvad det er, og at både religiøse (“troende”) og videnskabelige (“skeptiske”) fortolkninger er lige galt afmarcherede. 

At vælge Vallée som eksplicit mentor er et kontroversielt valg, eftersom Vallées hyper-komparative metoder mig bekendt aldrig har spillet nogen større rolle i religionsvidenskaben. Kripal er mere “stueren”, omend tydeligvis mere end bare fascineret af de fænomener, han beskriver i sine bøger. Men i det hele taget er Pasulkas bog ikke en religionsvidenskabelig bog, som man finder dem flest. 

Postmoderne detektivroman om UFO-mysteriet?

Rent stilistisk kan man ind i mellem blive i tvivl om, hvorvidt man sidder med en New Age-spændingsroman, ala James Redfields Den tiende indsigt, eller en akademisk monografi om UFO-fænomenet. I vid udstrækning er bogen skrevet i førsteperson, med en handling der springer frem og tilbage i tid, men ikke desto mindre drives frem af et spændingssøgende narrativ. Den del af bogen, der fungerer på dette niveau, gør det primært via de to anonymiserede forskere og teknikere “Tyler” og “James”. Her, fem år senere, er identiteten på Tyler endnu hemmeligholdt. Men han arbejder i rumfartssektoren, hvor han indtager en central rolle. Til gengæld er “James” forlængst sprunget ud som professor i molekulærbiologi Garry Nolan. 

Via disse to personer, som Pasulka i noget der ligner romanform, fortæller om diverse møder med, bliver Pasulka gradvist indviet i det, som Jacques Vallée har kaldt “the invisible college” – en gruppe af videnskabsmænd, som for at undgå offentlighedens søgelys og den potentielle latterliggørelse, i al hemmelighed studerer UFO-fænomenet. Bla. tager hun med de to ud i ørknen, til et hemmeligt sted hun kun kan komme til, hvis hun indvilliger i at få bind for øjnene. Her leder de to “usynlige” forskere efter vragstumper fra et ikke-jordisk fartøj. Sådanne indslag, sammen med talrige referencer til Vatikanet, der nok skyldes Pasulkas tidligere research her ifm. helgenoplevelser, men som også giver bogen et godt drys Davinci-mysterie, er det underholdning i første klasse. 

UFO-fænomenet – en ny religion?

Så vidt jeg kan se skal bogen forestille, at Pasulka foretager antropologisk feltarbejde blandt en art “ny” religiøs UFO-bevægelse i stil med Leo Festingers klassiske When Prophecy Fails fra 1954, hvor Festinger og hans team infiltrerer en UFO-kult, der venter på verdens undergang. Dét retfærddigør for så vidt det stilistiske valg af førstepersonsfortæller involveret i historier og begivenheder, en stil der ikke er fremmed for den type bøger. Men det, der skiller bogen ud fra mere traditionelle feltstudier er, at de personer Pasulka følger og møder, herunder Jacques Vallée, ikke blot er studieobjekter, men også i en eller anden grad ledestjerner. For at benytte en gammel antropologisk dikotomi er Pasulka med andre ord ikke kun etic observerende, men også emic deltagende. Det diskvalificerer ikke nødvendigvis Pasulkas studie. Men det er med til at gøre det lidt svært at forstå, hvad det helt præcist er for en akademisk indsigt hun vil give læseren. 

Flere steder i bogen fremfører Pasulka, at hun studerer en ny form for religion. Det er blot en af de ting, der undrer mig – for fænomenet “UFO-religion” (jf. fx netop Festingers When Prophecy Fails) er jo langt fra noget nyt. Men det er netop dette med “religion” og præcist hvilket objekt Pasulka studerer, der er svært at hitte rede i. For på den ene side synes hun at mene, at fx Tyler og James (Nolan) er repræsentanter for en ny religion. Samtidig synes hun dog at være sympatisk stemt overfor deres foragt over for den medieskabte religiøse UFO-myte, hvor UFOer er flyvende tallerkner fra rummet, der er kommet for at redde eller udrydde os. Men det skal nok forstås inden for den ramme, som Vallée sætter op: Nemlig at både tro og skepsis er fejlslagne fortolkningsstrategier. 

Vinduer ind til en anden verden

En central tese i American Cosmic bygger på studier af kognitive medieforskere, der anfører, at hjernen, når den eksponeres for overbevisende visuelle stimuli, uanset deres fiktive karakter, uhjælpeligt siddestiller disse med virkelige begivenheder. Begivenheder der kun er set på film (hvad enten på Netflix, i biografen eller på sociale medier) indlejres i hjernen som (mere eller mindre erkendte) erindringer, der strukturerer oplevelser af den “virkelige” verden. UFOer som flyvende tallerkner styret af rumvæsener er en medieskabt (og desuden også af efterretningstjenester hemmeligt manipuleret) myte, der skaber en art kognitiv matrix, som gør, at folk, der oplever “fænomenet” fortolker det i denne kontekst. Men i “virkeligheden” er fænomenet  langt mere komplekst og ufortolkeligt end som så. Snarere er det, som Vallée har bedyret, at betragte som “vinduer” ind til en anden virkelighed, en slags himmelske “koan’er”, der via deres ofte helt uforståelige absurditet, skal højne vores bevidsthed. Et fænomen der nok har en fysisk komponent, men ofte viser sig i form af allehånde psykiske og parafænomenale effekter. 

To forskellige religioner?

Reelt er der altså tale om to former for religion, en mere sofistikeret og antidogmatisk, som Tyler og James tilhører, og en mere primitiv og manipuleret, som “masserne” – men også mange, der faktisk oplever “fænomenet” – tilhører. Som hun forklarer et sted: “The suggestion that the phenomenon is the basis for a new form of religion elicited sneers and disgust [fra folk som Tyler og James]. To them, the phenomenon was too sacred to become religious dogma. It was also, in their opinion, too sacred to be entrusted to the media.” (p. 15). Men det er især her jeg synes at Pasulka bliver uklar i spyttet. Hvilken af de to religioner studerer hun i bogen? Og hvad er forholdet mellem disse to religioner? 

Diana Pasulka

På den ene side synes Pasulka at mene, at både “the invisible college” og den medieskabte UFO-mytologi befinder sig på det samme religiøse spektrum, hvorfor man må mene, at hun som religionsforsker studerer begge dele som ét samlet fænomen. Men sådan er det bare ikke rigtig alligevel. Og hvorfor det ikke er sådan kommer frem i bogens konklusion. Her forklarer Pasulka, at man forholdsvist let kan studere en religions “funktionelle” aspekter – men ikke de hellige: “There is another aspect to religion – the “sacred” element. The sacred element is not easily studied, as it might involve a sacred event, or a being. It is the object of belief, but it is usually mysterious and cannot be studied, itself, objectively. One cannot put and angel under a microscope. It is this aspect, the mysterious sacred, that distinguishes religion from other organized practices like sports or fandoms. In religions, one finds the inexplicable, sacred event, or a mysterious artifact.” (p.442). 

Det hellige

Hvorfor det “hellige” skulle unddrage sig religionsvidenskabelig analyse kan vist kun forklares ved, at Pasulka mener, at det er “sui generis”, af sin helt egen art, og dermed tilhører en mystisk sfære, der ikke kan analyseres eller fortolkes, og derved omformes til et andet sprog, end dets eget. Og dette igen forudsætter, at det hellige i en eller anden forstand er virkeligt – at de engle, man ikke kan komme under et mikroskop, faktisk findes. Så vidt jeg kan se, er det her Pasulkas egentlige position bliver klar. Når hun et sted siger: “Most of the atheists I know are also professors of religious studies. That is not me, however” er det jo også en ret klar indikation af, at hun selv er troende (p. 87).

I bund og grund tror hun på, at der er et objektivt eksisterende fænomen – det hellige – som så efterfølgende fortolkes af den, der oplever det: “One thing that UFO events and religious experiences have in common is that they don’t begin as UFO events or religious experiences. The become UFO events and religious experiences through interpretation. I have not met one experiencer who has seen an anomalous aerial object and immediately thought, That is a UFO!” (p. 80-81). Denne position er dog i min optik naiv, måske ligefrem tendentiøs. Mener Pasulka virkelig slet ikke, at selve forventningen om en bestemt oplevelse kan skabe den? At religiøse mennesker, siden tidernes morgen, ikke har efterstræbt helt specifikke religiøse oplevelser, om det så er prærieindianerens vision af Wakantanka, asketens Kristus-vision, eller den UFO-religiøses længsel efter at se en UFO?

Opløsningen af virkeligheden

Men måske er dette trods alt en forenkling af Pasulkas position i American Cosmic. Et gennemgående tema i bogen er ophævelsen af det virkelige og det virtuelle: “Within a digital landscape, the distinction between the real and the unreal ceases to be meaningful. The loss of this modernist framework gives way to a transcendent one with qualities that appear to collapse or, more accurately, exceed the modern constructions of real and not real. As Jean Baudrillard and others have long argued: real and unreal are no longer meaningful categories or frames of reference. That doesn’t mean this framework doesn’t exist; it simply means that it is irrelevant to many people.” (p. 119) Og videre et andet sted: “…the perceived contact with a nonhuman intelligent, divine being is simultaneously imagined and real. I am not making an ontological claim, that extraterrestrials are real in the sense that couches are real, although they could be. I am arguing that perceived contact has very real effects with powerful social implications.” (p. 216)

Så i en hvis forstand er (UFO)fænomenet både virkeligt og ikke-virkeligt. Denne analyse af fænomenet bliver også på en måde en analyse af den “virkelighed” som via digital transformation, sociale medier og kunstig intelligens i højere og højere grad omgiver os. En “virkelighed” hvor skellet mellem virkelighed og fantasi udviskes. Og på en måde ligger American Cosmics vigtigste pointe her (sammen med dens demonstration af, at forskere og rumteknikere sagtens kan leve i et verdensbillede, der er både religiøst og videnskabeligt på én gang). Men samtidig peger temaet også på et problem ved bogen: I jo højere grad man som forsker omfavner ophævelsen af skellet mellem virkeligt og uvirkeligt, sandt og falskt, faktisk og ikke-faktisk, og man som konsekvens deraf også ophæver skellet mellem subjekt og objekt (forskning og emne), jo mere undergraver man også selve forudsætningen for et akademisk, videnskabeligt studie af noget som helst. 

Bogen som akademisk redskab

I bund og grund er det vel også derfor, at Pasulka vælger den personbårne, indlevende fortællermodus og ikke rigtigt tilbyder nogen klar analytisk ramme, der favner hele hendes stof og gør det muligt som læser at forholde sig til nogle klare konklusioner, man kan arbejde videre med. For nogle vil dette vel ses som den naturlige og eneste rigtige konsekvens af de erkendelser, bogen handler om. For undertegnede gør det det svært at anvende bogen som akademisk redskab i studiet af UFO-fænomenet. Og spørgsmålet er måske også i sidste ende, om American Cosmic skal rubriceres som en religionsvidenskabelig, akademisk monografi – eller et religiøst kildeskrift. Pasulkas store mentor, Jacques Vallée er esoteriker, erklæret gnostiker, og har været dybt involveret i rosenkreuzernes religiøse univers. Uanset UFO-fænomenets mulige objektivt eksisterende (eller bare socialt virtuelle) dimensioner, og uanset Vallées forkastelse af “religiøse” fortolkninger af det, forekommer det mig uprofessionelt ikke at inddrage Vallée-skolens læsning af fænomenet i en religionsvidenskabelig analyse af UFO-fænomenet på lige fod med evt. medieskabte fortolkninger af en “lavere” orden. 

Jagten på den himmelske fader

Frederik Dirks Gottliebs bog UFO-mysteriet: På sporet af min far og de flyvende tallerkner er en yderst vellykket bog. Den formår at gøre hele to ting på en gang: Dels at forklare om baggrunden for Gottliebs fascination af UFOer og dels at give en indflyvning i UFO-fænomenets historie. 

Den Flyvende tallerken er landet

Bogen var vel næppe blevet udgivet, var det ikke for Gottliebs meget populære DR-podcast Flyvende tallerken. Ikke fordi bogen ikke i sig selv kunne fortjene det. Men podcasten er i dén grad blevet et fænomen og har spillet en væsentlig rolle i at få UFO-emnet ind i den danske (medie)bevidsthed, at bogen kommer som et længe ventet supplement. Længe ventet – for allerede tidligt i forløbet med podcasten udtalte Gottlieb, at han havde lavet en aftale med Gyldendal om bogen. Af udtalelsen fremgik også, at bogen ville have fokus på baggrunden for Gottliebs fascination af UFOer: Nemlig hans fars UFO-entusiasme og engagement i det danske UFO-miljø. 

Historien om den UFO-begejstrede far har ligget som en ramme omkring podcastserien, der bare aldrig rigtig er blevet udfoldet. Men det gør den så nu i UFO-mysteriet – og det med eftertryk. Under læsningen kom jeg flere gange til at tænke på min begejstring, dengang jeg studerede religionsvidenskab, for den engelske postmodernistiske historiker Keith Jenkins og hans kampråb om, at være “open about your closures”. Det betød noget i retning af, at eftersom al (humanistisk) forskning i bund og grund måtte være styret og næret af personlige motivationer og præferencer, var det bydende nødvendigt, at forskere var åbne omkring disse. Så det var muligt for modtageren at tage stilling til forskningens resultater med dette in mente. 

Den personlige motivation

Nu er Gottlieb ikke forsker, men snarere en slags udforsker (måske ligefrem detektiv) – journalist kan vi også kalde det. Ikke desto mindre kunne Jenkins’ opråb godt være relevant her: Hvad er det egentlig der driver Gottlieb til at udforske UFO-emnet så indgående? Og her må man sige at Gottlieb har gjort en dyd af Jenkins’ nødvendighed: Den personlige motivation til at undersøge emnet er flyttet helt frem i forgrunden, ja, udgør ligefrem rygraden i UFO-mysteriet. 

Når den gør det er det nok ikke kun fordi Gottlieb har tænkt, at han skulle sørge for at være ærlig omkring sin motivation, men også fordi historien er helt fundamentalt god, og en effektiv krog for dem, der nærmer sig emnet uden de store forkundskaber. Den går som følger: Gottlieb vokser op med to kreative livsstykker af et par forældre. De er tegnere og faren er fuld af skæve indfald, humor og en brændende interesse for UFOer. Syndefaldet indtræder i Gottliebs unge liv med skilsmissen mellem forældrene, der til slut resulterer i at faren trækker sig tilbage til et sommerhus i Asserbo, hvorfra han tager på arbejde i København, men ellers bruger tiden på at drikke sig fuld, ryge hash, se science fiction-film, og i timevis stirre ud i himmelrummet med sin fuglekikkert i håbet om omsider at se en UFO. 

Skilsmissen og den røde tråd

Skilmissen fører forældrene i hver deres retning; moren ind til et aktivt og frodigt liv i det københavnske kunstnermiljø, faren ud i et eneboerliv præget af misbrug og eskapisme. Og midt mellem dette tabes Gottlieb og hans søster på gulvet, hvilket for Gottlieb får alvorlige konsekvenser i form af alkohol- og hashmisbrug, galopperende angst og et meningsløst arbejdsliv, der som en vampyr suger livskraften ud af ham. Faren bliver en fjern skikkelse man kan besøge uden for lands lov og ret, og forbindelsen mellem faren og Gottlieb, der måske altid har været lidt tynd, bliver strukket til en sytråd. Deres forhold er kompliceret og kun med glimt af harmonisk samvær.

Men den tynde tråd viser sig også at være en rød tråd, som forbinder far og søn: UFOerne. Eller, det vil sige, faren forsøger på forskellig vis gennem Gottliebs opvækst at få ham interesseret i UFOerne. Det lykkes delvist i en fælles begejstring for science fiction-film – men UFOerne bliver først en ting for Gottlieb da han er blevet voksen og faderen har været død en rum tid. Og da bliver UFOerne det, som bliver vejen tilbage til faderen og til at finde ud af, hvem han egentlig var. Samtidig bliver dette spor også noget, der potentielt kan føre til at hele de sår, som Gottlieb har pådraget sig gennem sine forældres skilsmisse, og ved at have en far, der i det store og hele forsvinder og lader sønnen i stikken. 

Jagten på den forsvundne far

Rent fortælleteknisk spille fader- og UFO-temaerne sammen ved, at der hele tiden veksles mellem dem; eller det vil sige: I det ene spor fortæller Gottlieb selvbiografiske historier om familie, skilsmisse og forholdet til faderen, herunder farens forhold til UFOer – og i det andet spor rekapitulerer Gottlieb UFOernes historie, de centrale UFO-myter og UFOernes status i medierne, iblandet en fortløbende fortælling om Flyvende tallerken-podcasten, den udviking Gottlieb har været igennem med arbejdet med den, og hvordan den igen har spillet sammen med den eksistentielle søgen efter faren. Dette overordnede fortællemæssige greb fungerer godt, og det fungerer ikke mindre godt af, at bogen er virkelig velskrevet; sproget formår at beskrive og inkludere selv de mest komplekse temaer med en sproglig enkelhed, der måske nok hugger en hæl og skærer en tå, men også er forfriskende.

Et ringbind med gamle numre af UFO-magasiner er et tilbagevendende rekvisit i dramaet om, at genfinde faren og langsomt får vi bygget et billede op af en kreativ og ukonventionel mand, der er sangvinsk livsnyder med hang til konspirationsteorier – og altså en stærk længsel efter mødet med det udenjordiske i form af UFOer. Og efterhånden som historien skrider frem bliver det også – via Gottliebs beskrivelser og fortolkninger – tydeligere og tydeligere, at farens fascination har en kraftig bismag af noget irrationelt, måske næsten religiøst, over sig. I hvert fald synes Gottlieb at ende med at mene, at UFOerne lige så meget var et symbol på en antiautoritær side af faren, som det var en interesse der bundede i en længsel efter at løse en gåde. 

På rejse gennem kaninhullet

Så UFOerne er altså Gottliebs vej tilbage til faren, en vej han først slår ind på omkring ti år efter farens død. Og hvad gør det så ved Gottlieb at gå denne vej? Han finder ud af mere om faren, fx at han var med til at stifte Gentofte UFO-klub, kommunikerede med George Adamski og kendte H. C. Petersen, en stor skikkelse på daværende tidspunkt i UFO-miljøet og stifter af SUFOI. Og han finder selvfølgelig også ud af en masse omkring UFOer via arbejdet med at researche til Flyvende tallerken, samt via de mennesker har inviterer til at optræde i podcasten – et imponerende galleri af centrale UFO-entusiaster og videnskabelige og teknisk kapable eksperter. 

Det er interessant at følge ham på vejen ind i det, han selv flere gange omtaler som et “kaninhul” – efter dét hul i Alice i Eventyrland, som kaninen med uret løber ned i, og som Alice kravler efter den gennem – for snart at befinde sig i verden, hvor der bliver vendt op og ned på al logisk og rationel tænkning. Gennem bogen bliver det klart, at det ikke har været uden omkostninger for Gottlieb at foretage denne rejse. Han føler undervejs at han distancerer sig fra sin familie, hvilket skræmmer ham fordi det var præcis det, hans far gjorde – og begge på grund af de berømte UFOer. 

Paranoia og kronisk hovedpine

Han får også stress-induceret kronisk hovedpine og oplever en tilbagevendende paranoia, der ikke kun skyldes tendensen til angst, men også det simple faktum, at det ofte er svært med sikkerhed at vide, i hvor høj grad man kan stole på det, UFO-entusiasterne siger de ved. Dvs. en paranoia ved tanken om, at han måske er ved at blive ført bag lyset af en flok gale konspirationsteoretikere, som i sidste ende kan sætte hans karriere i fare. 

Men også en paranoia, der mere ligner konspirationsteoretikernes, og udkrystalliserer sig en dag, hvor han modtager en rapport om den mulige UFO-whistleblower Bob Lazar, skrevet af den danske rumingeniør Flemming Jensen. Ikke alene er det tydeligt, at Gottliebs forsendelse har været flået op, men da han ringer til astrofysiker Anja C. Andersen, der er hans medvært i Flyvende tallerken, kan hun fortælle, at det samme er tilfældet med hendes brev fra Jensen. Dermed mere end antyder Gottlieb, at nogen måske kan have haft en interesse i at tjekke indholdet, inden det gik videre til DR. Andersen får talt Gottlieb ned, og har i det hele taget, forstår man på Gottlieb, med sin kølige nysgerrighed en beroligende effekt på ham, når det hele er ved at koge over.  

Forhistoriske besøg fra rummet?

Der er et par steder i bogen, hvor Gottlieb måske nok forsimpler nogle temaer lidt vel meget, som når han fx et sted skriver, at “I forhistorisk tid var opfattelsen, at den menneskelige civilisation var skænket til os af guderne”, hvilket må siges at være lidt af en tilsnigelse på to måder; dels ved vi af gode grunde ikke meget om, hvad mennesker egentlig troede og ikke troede dengang, i det “forhistorisk” er defineret ved at det er tiden før skriftsprogene blev til og vi derfor kun har materielle kilder, som af samme grund er overordentligt åbne for fortolkning, og dels er det nok at male med en meget bred pensel at sige, at alle gamle religioner siger, at guderne har skænket mennesket civilisationen. 

Et andet sted siger Gottlieb at “Nogle af de tidligste kunstværker i den europæiske historie, hulemalerierne, viser også interessen for uopdaget liv i universet.” Dette er jo netop blot én blandt mange mulige fortolkninger, og nok ikke den mest sandsynlige – men sandt er det, at mange UFO-entusiaster mener at finde belæg for at tidlige mennesker har afbilledet rumvæsener og UFOer; her i blandt er Erich von Däniken vel nok den skikkelse, der har haft størst held med at popularisere denne ide. Endelig kommer Gottlieb til at tilskrive Jeffrey Kripals bog Religion: Super Religion til religionsforskeren Diana Pasulka, hvor det jo burde have været American Cosmic, som er den bog Pasulka retteligt har skrevet. Men det er detaljer. 

Verdensrummet er kommet for at blive

Alt i alt fungerer UFO-mysteriet som en virkelig god indgang til UFO-emnet, samtidig med at den formår at være en meget ærlig (for så vidt som vi plejer at forstå fremstillinger, hvor fortælleren ikke er bange for at afsløre egne svagheder, som mere “ærlige” end andre, mere selvforherligende fremstillinger). Nær slutningen siger Gottlieb at tiden måske så småt er kommet til, at lave noget andet end Flyvende tallerken. Efter endt læsning forstår man godt, at Gottlieb er ved at nå et vist mæthedspunkt, ikke mindst alle de personlige omkostninger, der har været ved at lave podcasten, taget i betragtning. Det ville dog være ærgerligt, hvis næste sæson bliver den sidste. Men uanset hvad har podcasten haft en stor effekt i Danmark, og har været med til at bringe UFOerne tilbage i søgelyset på dansk grund. 

Hvad der er op og ned og sandt og falsk i hele det enorme tekstkorpus (og billede- og filmmateriale) omkring UFOerne er og bliver et spørgsmål, det er meget svært at få et klart svar på. På den måde bliver UFOerne ved med at gøre det, som de måske er bedre til end noget andet: Hele tiden at smutte ud mellem fingrene, bedst som man tror, at nu har man endelig fat i dem. På den måde er hele diskursen omkring UFOer i sig selv både fascinerende og frustrerende, for det er som om objektet for diskursen hele tiden glimrer med sit fravær. Og heri ligner diskursen religion en hel del – omend naturligvis ikke set ud fra de troendes perspektiv. 

Set i et større perspektiv kan man også vælge at se UFO-fænomenet som del af en bredere bevægelse, som handler om en øget opmærksom på det faktum, at Jorden er en mikroskopisk lille del af et kosmos, som meget vel kan være beboet af et utal af intelligente væsner, hvad enten de så opholder sig i andre dimensioner, eller blot regioner, af universet. Og selvfølgelig også en øget opmærksomhed på menneskets mulige fremtid i rummet, med baser på Månen og Mars – og vores egen, lille Andreas Mogensen i fast rutefart omkring Jorden på Den Internationale rumstation. 

Verdensrummet er kommet for at blive – og det er UFOerne tilsyneladende også. Hvad så end de egentlig er for noget.  

_____

PS. Jeg ved godt at “UAP” mere eller mindre har erstattet “UFO” i dagens sprogbrug, men inspireret af Gottliebs bogtitel bruger jeg ordet UFO hele vejen igennem dette oplæg.

Keith Jenkins, Re-Thinking History, New York: Routledge, 1991.

Paradigmeskift og verdensrummet i den kollektive bevidsthed

(Dette blogindlæg er oprindeligt fra 2021)

Efter godt et halvt års tid, hvor jeg har fulgt med i den verserende UFO/UAP-debat, sidder jeg tilbage med mange ubesvarede spørgsmål. Jeg har set diverse dokumentarfilm og -serier, læst artikler, set nærmere på relevant litteratur og lyttet til DRs podcast Flyvende tallerken. Og er blevet lidt, men ikke meget, klogere. 


UFOer – fup eller fakta?

Hvad der dog synes sikkert er to ting: For det første er der et eller andet uforklarligt på færde, som involverer teknologi og/eller fænomener, som vi ikke umiddelbart kan forklare inden for det verdensbillede, der pt. er videnskabelig konsensus om. Og for det andet er UFO/UAP-området så fyldt med usandsynlige historier, fupmagere, (bevidste eller ubevidste) løgnere, (UFO-) religiøse fanatikere, tvivlsomme personager og “UFO-forskere” med en så skræmmende mangel på kritisk tænkning og metodik, at det må mane til eftertanke. 

En af de videoer, skudt af en jagerpilot, som Pentagon har sagt god for.

UAP-feltet er ekstremt svært at vurdere. Hvad er fup-optagelser og hvad er virkelige optagelser af fænomenet, hvor stor tiltro skal man have til øjenvidenberetninger, hvilke af de mere eller mindre konspirationslignende teorier skal man tro på, hvilke interesser har centrale personer i sagen, hvad ved folk rent faktisk, og hvad er bare noget de ønsker, håber eller frygter? Det er spørgsmål som har enorm relevans i disse såkaldt post-faktuelle tider – tider som netop gør besvarelsen af spørgsmålene svære. 

UFOer og religion

Ud fra mit synspunkt – som religionsvidenskabelig forsker, der i lang tid har beskæftiget sig med gråzonerne, eller overlappene, mellem rumfart, teknologi og religion – kan det i en hvis forstand være ligemeget, hvad der evt. måtte være faktuelt korrekt og hvad der måtte være det pure opspind. Hvis der er noget der ligner religion, så kan man analysere det, og give et bud på hvorfor det ser ud som det gør og hvilken funktion det har. Her er UFO-fænomenet oplagt at kaste sig over. 

Men selvfølgelig er det ikke ligegyldigt, om der er en eller anden virkelig, påviselig, faktuel kerne i UFO-fænomenet – heller ikke når man analyserer det religionsvidenskabeligt. Og der i adskiller det sig ikke fra andre, lignende undersøgelsesområder. F.eks. er det af ret stor betydning for forståelsen af Apollo-astronauten Edgar Mitchells religiøse samadhi-oplevelser på vej til Månen i 1971, at han sad i en aldeles virkelig Saturn V-raket. Ikke fordi dét nødvendigvis gør hans oplevelser hverken mere eller mindre virkelige, sande eller hallucinatoriske – men fordi det giver en ret væsentlig kontekst til at forstå, hvordan Mitchell fortolkede sin oplevelse. 

Ligesådan er det selvfølgelig ikke uvæsentligt om der rent faktisk suser objekter rundt i vores atmosfære (eller verdenshave), som stammer fra andre tider/dimensioner/planeter end vores egen. Analogien til Mitchells religiøse rumoplevelser er selvfølgelig langt fra symmetrisk, men pointen er: På den ene side kan forestillinger omkring UFO/UAP-fænomenet analyseres som religion, uanset hvor virkeligt eller uvirkeligt fænomenets ‘kerne’ måtte være. På den anden side må ens analyser i en eller anden grad korrigeres, hvis vi fx en dag skulle finde ud af, at den er god nok: Vi bliver rent faktisk besøgt at rumvæsener, der ligner små, grå skævøjede nisser.

Det kunne jo eksempelvis gøre, at man måtte fjerne sig fra visse typer af spørgsmål, såsom: Hvorfor ser/hallucinerer/opfinder folk (rum)væsener af denne tilsyneladende ret specifikke type? Og over mod andre spørgsmål, så som: Hvorfor udløser lige præcis denne type af væsener bestemte type af religiøse oplevelser? Uanset hvad: Det relevante i det religionsvidenskabelige perspektiv forsvinder ikke, selvom man skulle finde ud af, at fænomenet i en eller anden grad er virkeligt. Og når det er sådan er det selvfølgelig fordi, at man ikke uden videre kan sætte lighedstegn mellem løgn og religion – ikke uden at forsimple tingene i en grad, som gør både fænomen og analyse langt mindre interessant og forståelses-udvidende, end de kunne være. 

UFOer og paradigmeskiftet

Som jeg tidligere har været inde på, synes der at være sket et paradigmeskift ift. UAP-fænomenet. Flere og flere mainstream-medier behandler emnet, politikere (i det mindste amerikanske) begynder at tage fænomenet seriøst og vi nærmer os et punkt, hvor det er ved at blive et blandt mange mulige samtaleemner, som helt almindelige mennesker kan tage op omkring middagsbordet. 

Thomas Kuhn, der introducerede begrebet paradigmeskift, brugte det i et opgør med en forståelse af videnskaben som noget, der stødt og kumulativt udvikler sig i én stadig opadgående kurve. I stedet foreslog Kuhn, at der i lange perioder råder en “normalvidenskab” der domineres af et bestemt paradigme, som også danner rammen for, hvordan man fortolker videnskabelige fakta. Når der på et givet tidspunkt er tilstrækkeligt mange “anomalier” – dvs. observationer, der ikke passer ind i det gældende paradigme – sker der før eller siden en revolution og et paradigmeskift – og en ny forståelsesramme vil lægge sig ned over de hidtil akkumulerede fakta. 

En af utallige afbildninger af en såkaldt “grey alien”.

Et skred i den kollektive bevidsthed?

Når jeg taler om paradigmeskift ift. UFO-fænomenet, så taler jeg dog ikke om det paradigmeskift, der kunne indtræde i videnskaben, hvis det nu skulle vise sig, at der eksisterer teknologi, der kan ophæve tyngdekraften og warpe tid og rum. Jeg taler mere jordnært om det faktum, at der i den kollektive bevidsthed så småt synes et skred i gang, som gør, at UFO-fænomenet begynder at antage et helt andet seriøst og sandsynligt skær, end det i en ganske lang periode har haft. 

Om dette skift på en eller anden måde kunne tænkes at være forbundet med de enorme kraftspring, der i øjeblikket sker på rumfartsområdet, er en tanke værd. Måske sker der for tiden det, at alle ting forbundet med rummet (som UFOer og flyvende tallerkner jo er det, uanset om det så er faktuelt eller ej) ligesom begynder at blive mere synlige for det kollektive (medie-) øje. Det er i hvert fald som om begge dele er ved at finde vej ind i den kollektive diskurs og folk begynder at ane en relevans, der ligger ud over ren science fiction og underholdning. 

Der hvor et sådant paradigmeskift vil have den største betydning, er selvfølgelig inden for magtens øverste cirkler, politisk og militært. Det er politikere, som skal poste penge i studiet af fænomenet – og militæret som skal frigive den viden, de evt. måtte sidde inde med. Og foreløbig må det siges, at det er de militære videooptagelser, som synes at være der, hvor der kan spores en virkelig, faktuel kerne. Men kerne af hvad? Ja, det er et helt andet spørgsmål. 

________

Først publiceret d. 17.11.2021 på blogspot.