Frederik Dirks Gottliebs bog UFO-mysteriet: På sporet af min far og de flyvende tallerkner er en yderst vellykket bog. Den formår at gøre hele to ting på en gang: Dels at forklare om baggrunden for Gottliebs fascination af UFOer og dels at give en indflyvning i UFO-fænomenets historie. 

Den Flyvende tallerken er landet

Bogen var vel næppe blevet udgivet, var det ikke for Gottliebs meget populære DR-podcast Flyvende tallerken. Ikke fordi bogen ikke i sig selv kunne fortjene det. Men podcasten er i dén grad blevet et fænomen og har spillet en væsentlig rolle i at få UFO-emnet ind i den danske (medie)bevidsthed, at bogen kommer som et længe ventet supplement. Længe ventet – for allerede tidligt i forløbet med podcasten udtalte Gottlieb, at han havde lavet en aftale med Gyldendal om bogen. Af udtalelsen fremgik også, at bogen ville have fokus på baggrunden for Gottliebs fascination af UFOer: Nemlig hans fars UFO-entusiasme og engagement i det danske UFO-miljø. 

Historien om den UFO-begejstrede far har ligget som en ramme omkring podcastserien, der bare aldrig rigtig er blevet udfoldet. Men det gør den så nu i UFO-mysteriet – og det med eftertryk. Under læsningen kom jeg flere gange til at tænke på min begejstring, dengang jeg studerede religionsvidenskab, for den engelske postmodernistiske historiker Keith Jenkins og hans kampråb om, at være “open about your closures”. Det betød noget i retning af, at eftersom al (humanistisk) forskning i bund og grund måtte være styret og næret af personlige motivationer og præferencer, var det bydende nødvendigt, at forskere var åbne omkring disse. Så det var muligt for modtageren at tage stilling til forskningens resultater med dette in mente. 

Den personlige motivation

Nu er Gottlieb ikke forsker, men snarere en slags udforsker (måske ligefrem detektiv) – journalist kan vi også kalde det. Ikke desto mindre kunne Jenkins’ opråb godt være relevant her: Hvad er det egentlig der driver Gottlieb til at udforske UFO-emnet så indgående? Og her må man sige at Gottlieb har gjort en dyd af Jenkins’ nødvendighed: Den personlige motivation til at undersøge emnet er flyttet helt frem i forgrunden, ja, udgør ligefrem rygraden i UFO-mysteriet. 

Når den gør det er det nok ikke kun fordi Gottlieb har tænkt, at han skulle sørge for at være ærlig omkring sin motivation, men også fordi historien er helt fundamentalt god, og en effektiv krog for dem, der nærmer sig emnet uden de store forkundskaber. Den går som følger: Gottlieb vokser op med to kreative livsstykker af et par forældre. De er tegnere og faren er fuld af skæve indfald, humor og en brændende interesse for UFOer. Syndefaldet indtræder i Gottliebs unge liv med skilsmissen mellem forældrene, der til slut resulterer i at faren trækker sig tilbage til et sommerhus i Asserbo, hvorfra han tager på arbejde i København, men ellers bruger tiden på at drikke sig fuld, ryge hash, se science fiction-film, og i timevis stirre ud i himmelrummet med sin fuglekikkert i håbet om omsider at se en UFO. 

Skilsmissen og den røde tråd

Skilmissen fører forældrene i hver deres retning; moren ind til et aktivt og frodigt liv i det københavnske kunstnermiljø, faren ud i et eneboerliv præget af misbrug og eskapisme. Og midt mellem dette tabes Gottlieb og hans søster på gulvet, hvilket for Gottlieb får alvorlige konsekvenser i form af alkohol- og hashmisbrug, galopperende angst og et meningsløst arbejdsliv, der som en vampyr suger livskraften ud af ham. Faren bliver en fjern skikkelse man kan besøge uden for lands lov og ret, og forbindelsen mellem faren og Gottlieb, der måske altid har været lidt tynd, bliver strukket til en sytråd. Deres forhold er kompliceret og kun med glimt af harmonisk samvær.

Men den tynde tråd viser sig også at være en rød tråd, som forbinder far og søn: UFOerne. Eller, det vil sige, faren forsøger på forskellig vis gennem Gottliebs opvækst at få ham interesseret i UFOerne. Det lykkes delvist i en fælles begejstring for science fiction-film – men UFOerne bliver først en ting for Gottlieb da han er blevet voksen og faderen har været død en rum tid. Og da bliver UFOerne det, som bliver vejen tilbage til faderen og til at finde ud af, hvem han egentlig var. Samtidig bliver dette spor også noget, der potentielt kan føre til at hele de sår, som Gottlieb har pådraget sig gennem sine forældres skilsmisse, og ved at have en far, der i det store og hele forsvinder og lader sønnen i stikken. 

Jagten på den forsvundne far

Rent fortælleteknisk spille fader- og UFO-temaerne sammen ved, at der hele tiden veksles mellem dem; eller det vil sige: I det ene spor fortæller Gottlieb selvbiografiske historier om familie, skilsmisse og forholdet til faderen, herunder farens forhold til UFOer – og i det andet spor rekapitulerer Gottlieb UFOernes historie, de centrale UFO-myter og UFOernes status i medierne, iblandet en fortløbende fortælling om Flyvende tallerken-podcasten, den udviking Gottlieb har været igennem med arbejdet med den, og hvordan den igen har spillet sammen med den eksistentielle søgen efter faren. Dette overordnede fortællemæssige greb fungerer godt, og det fungerer ikke mindre godt af, at bogen er virkelig velskrevet; sproget formår at beskrive og inkludere selv de mest komplekse temaer med en sproglig enkelhed, der måske nok hugger en hæl og skærer en tå, men også er forfriskende.

Et ringbind med gamle numre af UFO-magasiner er et tilbagevendende rekvisit i dramaet om, at genfinde faren og langsomt får vi bygget et billede op af en kreativ og ukonventionel mand, der er sangvinsk livsnyder med hang til konspirationsteorier – og altså en stærk længsel efter mødet med det udenjordiske i form af UFOer. Og efterhånden som historien skrider frem bliver det også – via Gottliebs beskrivelser og fortolkninger – tydeligere og tydeligere, at farens fascination har en kraftig bismag af noget irrationelt, måske næsten religiøst, over sig. I hvert fald synes Gottlieb at ende med at mene, at UFOerne lige så meget var et symbol på en antiautoritær side af faren, som det var en interesse der bundede i en længsel efter at løse en gåde. 

På rejse gennem kaninhullet

Så UFOerne er altså Gottliebs vej tilbage til faren, en vej han først slår ind på omkring ti år efter farens død. Og hvad gør det så ved Gottlieb at gå denne vej? Han finder ud af mere om faren, fx at han var med til at stifte Gentofte UFO-klub, kommunikerede med George Adamski og kendte H. C. Petersen, en stor skikkelse på daværende tidspunkt i UFO-miljøet og stifter af SUFOI. Og han finder selvfølgelig også ud af en masse omkring UFOer via arbejdet med at researche til Flyvende tallerken, samt via de mennesker har inviterer til at optræde i podcasten – et imponerende galleri af centrale UFO-entusiaster og videnskabelige og teknisk kapable eksperter. 

Det er interessant at følge ham på vejen ind i det, han selv flere gange omtaler som et “kaninhul” – efter dét hul i Alice i Eventyrland, som kaninen med uret løber ned i, og som Alice kravler efter den gennem – for snart at befinde sig i verden, hvor der bliver vendt op og ned på al logisk og rationel tænkning. Gennem bogen bliver det klart, at det ikke har været uden omkostninger for Gottlieb at foretage denne rejse. Han føler undervejs at han distancerer sig fra sin familie, hvilket skræmmer ham fordi det var præcis det, hans far gjorde – og begge på grund af de berømte UFOer. 

Paranoia og kronisk hovedpine

Han får også stress-induceret kronisk hovedpine og oplever en tilbagevendende paranoia, der ikke kun skyldes tendensen til angst, men også det simple faktum, at det ofte er svært med sikkerhed at vide, i hvor høj grad man kan stole på det, UFO-entusiasterne siger de ved. Dvs. en paranoia ved tanken om, at han måske er ved at blive ført bag lyset af en flok gale konspirationsteoretikere, som i sidste ende kan sætte hans karriere i fare. 

Men også en paranoia, der mere ligner konspirationsteoretikernes, og udkrystalliserer sig en dag, hvor han modtager en rapport om den mulige UFO-whistleblower Bob Lazar, skrevet af den danske rumingeniør Flemming Jensen. Ikke alene er det tydeligt, at Gottliebs forsendelse har været flået op, men da han ringer til astrofysiker Anja C. Andersen, der er hans medvært i Flyvende tallerken, kan hun fortælle, at det samme er tilfældet med hendes brev fra Jensen. Dermed mere end antyder Gottlieb, at nogen måske kan have haft en interesse i at tjekke indholdet, inden det gik videre til DR. Andersen får talt Gottlieb ned, og har i det hele taget, forstår man på Gottlieb, med sin kølige nysgerrighed en beroligende effekt på ham, når det hele er ved at koge over.  

Forhistoriske besøg fra rummet?

Der er et par steder i bogen, hvor Gottlieb måske nok forsimpler nogle temaer lidt vel meget, som når han fx et sted skriver, at “I forhistorisk tid var opfattelsen, at den menneskelige civilisation var skænket til os af guderne”, hvilket må siges at være lidt af en tilsnigelse på to måder; dels ved vi af gode grunde ikke meget om, hvad mennesker egentlig troede og ikke troede dengang, i det “forhistorisk” er defineret ved at det er tiden før skriftsprogene blev til og vi derfor kun har materielle kilder, som af samme grund er overordentligt åbne for fortolkning, og dels er det nok at male med en meget bred pensel at sige, at alle gamle religioner siger, at guderne har skænket mennesket civilisationen. 

Et andet sted siger Gottlieb at “Nogle af de tidligste kunstværker i den europæiske historie, hulemalerierne, viser også interessen for uopdaget liv i universet.” Dette er jo netop blot én blandt mange mulige fortolkninger, og nok ikke den mest sandsynlige – men sandt er det, at mange UFO-entusiaster mener at finde belæg for at tidlige mennesker har afbilledet rumvæsener og UFOer; her i blandt er Erich von Däniken vel nok den skikkelse, der har haft størst held med at popularisere denne ide. Endelig kommer Gottlieb til at tilskrive Jeffrey Kripals bog Religion: Super Religion til religionsforskeren Diana Pasulka, hvor det jo burde have været American Cosmic, som er den bog Pasulka retteligt har skrevet. Men det er detaljer. 

Verdensrummet er kommet for at blive

Alt i alt fungerer UFO-mysteriet som en virkelig god indgang til UFO-emnet, samtidig med at den formår at være en meget ærlig (for så vidt som vi plejer at forstå fremstillinger, hvor fortælleren ikke er bange for at afsløre egne svagheder, som mere “ærlige” end andre, mere selvforherligende fremstillinger). Nær slutningen siger Gottlieb at tiden måske så småt er kommet til, at lave noget andet end Flyvende tallerken. Efter endt læsning forstår man godt, at Gottlieb er ved at nå et vist mæthedspunkt, ikke mindst alle de personlige omkostninger, der har været ved at lave podcasten, taget i betragtning. Det ville dog være ærgerligt, hvis næste sæson bliver den sidste. Men uanset hvad har podcasten haft en stor effekt i Danmark, og har været med til at bringe UFOerne tilbage i søgelyset på dansk grund. 

Hvad der er op og ned og sandt og falsk i hele det enorme tekstkorpus (og billede- og filmmateriale) omkring UFOerne er og bliver et spørgsmål, det er meget svært at få et klart svar på. På den måde bliver UFOerne ved med at gøre det, som de måske er bedre til end noget andet: Hele tiden at smutte ud mellem fingrene, bedst som man tror, at nu har man endelig fat i dem. På den måde er hele diskursen omkring UFOer i sig selv både fascinerende og frustrerende, for det er som om objektet for diskursen hele tiden glimrer med sit fravær. Og heri ligner diskursen religion en hel del – omend naturligvis ikke set ud fra de troendes perspektiv. 

Set i et større perspektiv kan man også vælge at se UFO-fænomenet som del af en bredere bevægelse, som handler om en øget opmærksom på det faktum, at Jorden er en mikroskopisk lille del af et kosmos, som meget vel kan være beboet af et utal af intelligente væsner, hvad enten de så opholder sig i andre dimensioner, eller blot regioner, af universet. Og selvfølgelig også en øget opmærksomhed på menneskets mulige fremtid i rummet, med baser på Månen og Mars – og vores egen, lille Andreas Mogensen i fast rutefart omkring Jorden på Den Internationale rumstation. 

Verdensrummet er kommet for at blive – og det er UFOerne tilsyneladende også. Hvad så end de egentlig er for noget.  

_____

PS. Jeg ved godt at “UAP” mere eller mindre har erstattet “UFO” i dagens sprogbrug, men inspireret af Gottliebs bogtitel bruger jeg ordet UFO hele vejen igennem dette oplæg.

Keith Jenkins, Re-Thinking History, New York: Routledge, 1991.